Mobilsiden.dk søger skribent: Kan du gøre tech og elbiler spændende for hele Danmark?

Brænder du for tech og elbiler? Mobilsiden.dk søger en skarp freelancer, som 1-2 dage om ugen kan bidrage med at formidle nyhedsartikler om teknologi og elbiler til danskerne.

Mobilsiden.dk søger skribent: Kan du gøre tech og elbiler spændende for hele Danmark?

Brænder du for teknologiske gadgets, og følger du udviklingen på elbilmarkedet med stor interesse? Har du evnen til at tage teknisk viden og formidle den, så både nørden og nybegynderen læser med? Så er det dig, vi mangler på Mobilsiden.dk.

Vi søger en skarp freelancer, der kan bidrage 1-2 dage om ugen. Du behøver ikke være uddannet journalist – det afgørende er, at du har fingeren på pulsen, skriver fængende og kan gøre teknisk stof letforståeligt og interessant for vores læsere.

Om jobbet

Din primære opgave bliver at skrive nyheder og artikler om teknologi, forbrugerelektronik og elbiler. Vi skriver til Hr. og fru Danmark, hvilket stiller store krav til din formidling: Du skal have dyb indsigt i stoffet, men kunne servere det i øjenhøjde, så alle kan være med.

Dine arbejdsopgaver vil inkludere:

  • Nyhedsdækning og artikelskrivning inden for mobil, tech og elbiler.
  • Vinkling af historier med fokus på den gode overskrift, struktur, SEO og essensen.
  • Selvstændig idéudvikling til historier, der er relevante for vores læsere.
  • Mulighed for test af produkter og elbiler, hvis interessen er der.

Du får naturligvis en grundig oplæring i, hvordan en god artikel på Mobilsiden.dk bliver til, hvorefter vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og effektivt.

Hvem er du?

Du har tæft for teknologi og er nysgerrig. Måske ved du alt om smartphones, måske er du elbil-ekspert – allerhelst begge dele.

Du er en stærk formidler og skriver fejlfrit og levende, og du formår at fange både dem med stor viden og dem, der blot læser med af nysgerrighed.

Du er selvkørende og arbejder hurtigt og effektivt, men går ikke på kompromis med kvaliteten.

Du er kreativ. For eksempel er det en fordel, men ikke et krav, hvis du kan arbejde med billedbehandling (såsom Photoshop).

Det tilbyder vi

Du bliver en del af en lille, men fagligt stærk redaktion, der består af chefredaktør Daniel Søgaard Hald og motor- og techjournalist Lasse Olsen. Selvom vi har travlt, vægter vi et godt socialt miljø højt.

Hos os er du ikke “bare” en freelancer, men en vigtig kollega med medbestemmelse på, hvordan vi gør tingene.

Der vil være rig mulighed for at teste de nyeste produkter – og sågar elbiler, hvis du har lysten.

Vi kan tilbyde et fleksibelt job med en arbejdstid estimeret til 1-2 dages arbejde om ugen. Dagene kan ligge fast eller fordeles over ugen.

Du kan arbejde hjemmefra eller fysisk på vores kontor i København. Vi ser det som en fordel, hvis du har mulighed for at komme ind på kontoret, da det styrker sparringen og fællesskabet, men det er absolut ikke et krav.

For den rette er der mulighed for flere faste timer på sigt.

Det praktiske

Løn er timebaseret efter kvalifikationer.

Tiltrædelse er hurtigst muligt, når det passer dig.

Din ansøgning skal sendes på e-mail til chefredaktør Daniel Søgaard Hald på daniel@mobilsiden.dk.

Vi har ingen ansøgningsfrist, men indkalder løbende til samtaler og ansætter, når vi har fundet den rette. Så tøv ikke med at sende din ansøgning afsted.