Test af Toyota C-HR+ – japansk fornuft møder imponerende rækkevidde
Toyota C-HR+ byder på fremragende rækkevidde, tryg betjening og knivskarpt design, men bilen snubler i kabineplads og aldrende software. Vi giver den bedømmelsen 76/100.
Læs vores test og bedømmelse af Toyota C-HR+ og se de bedste alternativer til Toyota C-HR+.
Se også: Priser, specifikationer og billeder af Toyota C-HR+
Toyota C-HR+: Mellemklasse-SUV med sporty design
Toyota C-HR+ er en elektrisk SUV i mellemklassen, som markerer et vigtigt skridt for den japanske bilproducent.
Startprisen lyder på 299.990 kr., hvilket placerer elbilen utroligt stærkt på det danske bilmarked i et af de mest konkurrenceprægede segmenter.
C-HR+ er en direkte konkurrent til andre populære elbiler som Skoda Elroq, Kia EV3 og Renault Scenic E-Tech Electric og for manges vedkommende også de lidt større alternativer såsom Volkswagen ID.4, Skoda Enyaq og Tesla Model Y.
Den adskiller sig fra mængden med et mere coupé-lignende og sportsligt designudtryk med skjulte dørhåndtag på bagdørene og Toyotas karakteristiske “hammerhead”-lyssignatur, som giver den et vovet ydre på vejene.
Hvor stor er Toyota C-HR+?
Toyota C-HR+ måler 4.530 mm i længden, 1.870 mm i bredden og 1.595 mm i højden og har en akselafstand på 2.750 mm. Den køreklar vægt lyder på mellem 1.960 og 2.015 kg alt efter variant. Størrelsesmæssigt lægger C-HR+ sig helt på niveau med Renault Scenic E-Tech Electric og Skoda Elroq.
Elbilen har fem sæder, hvor to af bagsæderne er udstyret med ISOFIX-beslag til autostole. Bagagerummet rummer 416 liter og har et gulv, der kan hæves og sænkes, så der er plads til ladekabler og lignende nedenunder. Der er dog intet handskerum, hvilket vi undrer os over.
Lægges bagsæderne ned (de kan deles i en 60/40-konfiguration) skabes der et endnu større og plant lastrum på 1.207 liter. C-HR+ har intet frunk under kølerhjelmen, hvilket trækker lidt ned i den samlede praktikalitet, og sammenlignet med Renault Scenic E-Tech Electric, der tilbyder hele 545 liter bagagerum, er Toyotaen ikke den mest rummelige i klassen til stor oppakning.
Kabinen byder på rigtig god plads foran, men den faldende, coupé-lignende taglinje går mærkbart ud over den indvendige plads på anden sæderække for høje passagerer. Benpladsen bagi er generelt trang, især hvis man sammenligner med lidt konkurrenter populære mellemklasselbiler som Kia EV6, Tesla Model Y, Skoda Enyaq, Hyundai Ioniq 5 eller Volkswagen ID.4.
Samtidig bevirker det høje gulv, at voksne passagerer mangler lårstøtte. Til gengæld er bredden godkendt, og den midterste bagsædepassager skal ikke kæmpe med en stor kardantunnel, hvilket gavner komforten.
Se også: Elbiler med stort bagagerum og meget plads
Hvor lang rækkevidde har Toyota C-HR+?
Toyota C-HR+ er udstyret med et 72 kWh NMC-batteri (netto). I varianten med længst rækkevidde, som er den forhjulstrukne udgave, opnår man en imponerende WLTP-rækkevidde på hele 607 km. Dens WLTP-strømforbrug ligger på 134 Wh/km, hvilket er ganske lavt.
Den lange rækkevidde og høje effektivitet er et af bilens absolutte es i ærmet. Sammenligner vi med en Skoda Elroq 85, som har et batteri på 77 kWh, klarer denne 574 km og bruger 154 Wh/km. Toyotaen leverer altså mere rækkevidde og udnytter dermed strømmen langt bedre.
Se også: Elbiler med længst rækkevidde i forhold til prisen
Hvor hurtigt oplader Toyota C-HR+?
AC-opladning foregår som standard med 11 kW, hvilket giver en ladetid fra 0-100 procent på 5,5 timer. I Executive-udstyrsvarianten er 22 kW AC-opladning derimod standard, hvilket skærer ladetiden markant ned til blot 3,5 timer. Det er en stor fordel, hvis man ofte parkerer ved byernes tidsbegrænsede AC-ladestandere.
Når turen går til lynladerne på motorvejen, har Toyota C-HR+ en maksimal DC-ladeeffekt på 150 kW for begge varianter. En opladning fra 10-80 procent er dermed overstået på 28 minutter, hvilket understøttes af bilens indbyggede batteriforvarmning, der minimerer ladetiden i kulden.
I vores egne test så vi bilen lade fra 10-65 procent på omtrent 20 minutter, og selvom den lynhurtigt toppede på de lovede 150 kW, er ladekurven ikke den fladeste på markedet, men dog fuldt ud godkendt.
I praksis oplevede vi desuden en lille særhed: C-HR+ kan have svært ved at låse tunge CCS-ladestik fast. Man skal ofte holde fysisk oppe under ladestikket under godkendelsen, før bilen låser stikket og påbegynder opladningen. Det er ellers yderst sjældent, at vi oplever dette problem.
Se også: Disse elbiler oplader hurtigst
Hvordan kører Toyota C-HR+? Og hvor hurtig er den?
Basismodellen af Toyota C-HR+ er forhjulstrukket og udstyret med en enkelt elmotor. Den har en ydeevne på 165 kW (224 hk), hvilket resulterer i en acceleration fra 0-100 km/t på 7,3 sekunder og en tophastighed på 160 km/t.
Kræfterne plantes yderst kontrolleret i asfalten, og effekten føles meget overskudsagtig. For ekstra præstationer og vejgreb fås bilen i en variant med to elmotorer og firehjulstræk, som yder hele 252 kW (343 hk). Her klares sprinten på kun 5,2 sekunder med en forhøjet topfart på 180 km/t.
Køreoplevelsen i C-HR+ er generelt harmonisk og behagelig. Undervognen tilbyder en glimrende balance, der strammer nok op til friske sving på landevejen, men samtidig ubesværet æder byens ujævnheder i sig.
Styretøjet føles veltilpasset og responderer bedre end i mange af de kinesiske rivaler. Man skal dog vænne sig til visse elektroniske særheder. Bilen laver desværre et lille ryk, når den bringes til standsning og med auto-hold er aktiveret – noget mange andre bilmærker har formået at gøre silkeblødt.
Vognbaneassistenten mister også til tider sporet ved blot lette kurver som for eksempel ved motorvejsafkørsler. Dertil kommer, at det berøringsfølsomme rat ofte beder en om at rykke i rattet, til trods for at man allerede holder fast.
Selvom C-HR+ lader føreren justere regenerativ bremsning via padler bag rattet, findes der ikke ægte one-pedal-drive. Man slipper med andre ord ikke udenom at bruge bremsepedalen.
Den forhjulstrukne C-HR+ har en lasteevne på 655 kg og kan trække 750 kg, mens den firehjulstrukne variant må trække op til 1.500 kg. Det er godkendt, men slås i dag af konkurrenter som Skoda Elroq, der er opgraderet til at trække hele 1.800 kg.
Se også: De hurtigste elbiler målt på tophastighed og acceleration
Hvordan er softwaren i Toyota C-HR+?
Toyota sværger til sit egenudviklede infotainmentsystem i stedet for hyldevarer fra Google. Centralt i bilen sidder en 14 tommer infotainmentskærm sammen med en 7 tommer førerskærm bag rattet, der informerer om det basale.
Skærmene har pæne farver, men både grafikken og styresystemet føles ærligt talt gammeldags, kedeligt og yderst grundlæggende at anvende i forhold til, hvad vi normalt ser. Nogle vil helt sikkert foretrække det sådan i en Toyota, men det føles ganske enkelt som at komme 5 år tilbage i tiden, når man kigger på og betjener skærmene.
Navigationen har også sine udfordringer. For det første viser den ikke den forventede batteriprocent (SOC) ved ankomsten til destinationen, og for det andet bliver det en bizar blanding af sprog, når den guider under kørsel. En stemme fortæller, hvad man skal gøre på engelsk, mens en anden stemme udtaler vejnavnet på dansk.
Det virtuelle tastatur kræver dertil et irriterende langt tryk for at vælge de danske bogstaver æ, ø og å, og den indbyggede stemmeassistent taler utrolig maskinelt og misforstår størstedelen af kommandoerne. Her er altså plads til forbedring.
Til gengæld er smartphone-appen fra Toyota anderledes god. Den er simpelt bygget op og fungerer fejlfrit. Her er alle de vigtigste funktioner til at betjene bilen, følge ladestatus, se bilens placering og overvåge bilens status.
Bilens helt store force ligger til gengæld i de fysiske knapper. Modsat trenden i branchen hylder Toyota praktikken, og du finder derfor fysiske trykknapper til alt fra klimaanlæg, lys, køretilstand, auto-hold, sne-tilstand og lygter til dedikerede knapper til lysstyrken i førerskærmen og triptælleren.
Det generelle indtryk af kabinen er dog, at den fremstår noget kedelig og gammeldags sammenlignet med mange andre nye elbiler, men hvis du ikke er til det bare og minimalistiske udtryk, er C-HR+ værd at gå efter.
Det er desuden rart, at man selv kan definere, om et klik op og ned på fartpiloten skal justere hastigheden med 1, 5 eller 10 km/t. C-HR+ har to trådløse smartphone-opladere i midterkonsollen og understøtter Apple CarPlay og Android Auto, som hurtigt bliver den foretrukne løsning over bilens egen navigation.
Bakkameraets billede fremstår imidlertid meget forvrænget og gør det svært og utrygt at orientere sig på meget trang plads, ligesom en blindvinkelsalarm gentagne gange reagerer overfølsomt på bagvedkørende trafik, der slet ikke udgør en fare.
Se også: Disse elbiler har de bedste infotainmentsystemer
Udstyr i Toyota C-HR+
Toyota C-HR+ Active er basisudstyrspakken i Danmark, og det skuffer på ingen måde. Uden at betale ekstra får du 18 tommer alufælge, to trådløse mobilopladere, bakkamera, varmepumpe, adaptiv fartpilot, adaptivt LED-lys, el-bagklap samt rat- og sædevarme.
Udvalget af udstyr fra bundniveauet er altså yderst gavmildt. Ønsker du mere komfort, kan man for 30.000 kr. vælge Executive-udstyrsniveauet, hvilket tilfører 20 tommer alufælge, hurtigere 22 kW AC-ladning, et fuldt 360 graders kamerasystem og elektrisk justering af førersædet. Panoramaglastag koster yderligere 10.000 kr.
Det er dog ærgerligt, at kun den firehjulstrukne udgave fås i flere varianter end Active. Merprisen for Executive-pakken er i praksis derfor 50.000 kr.
Se også: Elbiler med meget udstyr
Toyota C-HR+: Pris, leasing og garanti
Med en pris på 299.990 kr. for den forhjulstrukne Active-variant positionerer C-HR+ sig i hjertet af elbilmarkedet og står med sin lange rækkevidde meget stærkt.
Vælger man den kraftigere firehjulstrukne variant, starter prisen ved 319.990 kr.
Sammenligner vi med eksempelvis Skoda Elroq, får du med Toyotaen en markant længere rækkevidde til en lavere pris.
For dem, der foretrækker privatleasing, er C-HR+ værd at kigge på. Den billigste leasingpris over 36 måneder (inklusive 15.000 km om året) fås med en udbetaling på 39.999 kr. og en lav månedlig ydelse på 2.899 kr. Den samlede udgift i den treårige leasingperiode ender på 144.363 kr.
Opvejes denne totalpris mod bilens kontante salgspris, svarer det til, at leasingudgifterne udgør 48,1 procent. En tommelfingerregel lyder, at tilbud under 45 procent er exceptionelle, men de 48,1 procent placerer fortsat Toyotaen i en økonomisk attraktiv ramme.
Garantien er måske bilens stærkeste våben. Toyota tilbyder fabriksgaranti på 3 år eller 100.000 km, alt efter hvad der kommer først, men under konceptet Toyota Relax kan garantien udvides op til hele 10 år eller 185.000 km, alt efter hvad der kommer først, forudsat at serviceeftersynene foretages hos en autoriseret forhandler. Og dem der er desværre mange af med et serviceinterval på 1 år eller 15.000 km, alt efter hvad der kommer først.
Batterigarantien ligger i udgangspunktet på 8 år eller 160.000 km og kan på samme vis udvides op til hele 10 år eller 1.000.000 km. Sammenlignet med stort set hele den europæiske bilbranche tilbyder C-HR+ hermed markedets ubetinget bedste vilkår og giver køberen en enorm tryghed – men det koster altså også en hulens masse serviceeftersyn.
Fordele og ulemper ved Toyota C-HR+
Der er mange fordele og ulemper ved Toyota C-HR+. Her er de vigtigste:
Fordele ved Toyota C-HR+
- Meget lang rækkevidde og lavt energiforbrug
- Harmoniske køreegenskaber med et komfortabelt og stramt styretøj
- Solid byggekvalitet og et stort og logisk udbud af fysiske betjeningsknapper
- Fremragende standardudstyr fra indstigningsmodellen
- God garantiordning på op til 10 år
Ulemper ved Toyota C-HR+
- Mangel på lårstøtte, benplads og lofthøjde for voksne passagerer på bagsædet
- Kabinen er domineret af hård, grå plastik, og bilen mangler et handskerum
- Infotainmentsystemet og den engelsk/danske navigation virker gammeldags
- Ingen bagrudevisker og et forvrænget bakkamera
- Auto-hold funktionen standser bilen med et irriterende ryk
Se også: Se de bedste leasingpriser på elbiler
Toyota C-HR+: Gennemtænkt fornuft pakket i skarpt design
Toyota C-HR+ ankommer med enorm selvtillid til det vigtige SUV-mellemklassesegment. Det coupé-lignende ydre gemmer på en meget effektiv drivlinje, der giver en storslået rækkevidde til prisen.
Den robuste, lidt gammeldags, men dejligt funktionalistiske kabine med rigtige knapper vil tiltale det publikum, der finder enorme overflader af touchskærme uoverskuelige.
Toyota C-HR+ trækkes desværre lidt ned af en trang anden sæderække, en halvskuffende vognbaneassistent og en software i bilen, der virkelig trænger til en gigantisk fornyelse og modernisering. Helhedsindtrykket forbliver dog hjulpet godt på vej af den eminente garantiordning, der kan vinde mange tvivlende danskere over.
Toyota C-HR+ får af Mobilsiden.dk bedømmelsen 76/100 (god) i test.
Se også: Test og anmeldelser af elbiler
Bedste alternativer til Toyota C-HR+
Blandt de bedste alternativer til Toyota C-HR+ er:
- Xpeng G6
Bedømmelse: 85/100 (fremragende)
Pris: Fra 299.990 kr.
- Hyundai Ioniq 5
Bedømmelse: 85/100 (fremragende)
Pris: Fra 279.995 kr.
- Kia EV6
Bedømmelse: 84/100 (fremragende)
Pris: Fra 294.999 kr.
























