Afsløring: Tesla gav europæiske myndigheder vildledende FSD-data

Tesla anklages for at præsentere stærkt oppustede og vildledende sikkerhedsdata for europæiske myndigheder for at få godkendt FSD i Europa.

Afsløring: Tesla gav europæiske myndigheder vildledende FSD-data

Tesla kæmper en indædt kamp for at få sin avancerede selvkørende teknologi godkendt i Europa. Nu beskyldes Tesla dog for at have præsenteret stærkt vildledende og oppustede sikkerhedsdata over for europæiske færdselsmyndigheder, skriver Reuters.

Se også: Guide til Tesla FSD i Danmark

Uafhængige forskere dømmer Teslas data som misvisende

Både uafhængige trafikforskere og en dybdegående undersøgelse fra nyhedsbureauet Reuters skyder nu Teslas officielle sikkerhedstal fuldstændig til jorden.

Bilproducenten har ellers ihærdigt hævdet, at deres FSD-system gør bilerne op til ti gange sikrere end almindelige menneskelige bilister, og at systemet potentielt kan redde 32.000 menneskeliv.

Eksperterne peger dog på, at tallene er baseret på stærkt skæve og direkte urealistiske sammenligninger.

Tesla har blandt andet valgt kun at tælle de ulykker med, som har været så alvorlige, at bilens airbag blev udløst. Disse tal har de efterfølgende sammenlignet med den generelle amerikanske ulykkesstatistik, som også inkluderer helt milde buler og småskrammer.

Samtidig sammenligner Tesla deres fabriksnye modeller med gennemsnitsbilen på de amerikanske veje. Denne gennemsnitsbil er markant ældre og mangler helt naturligt det moderne standard-sikkerhedsudstyr, som findes i nyere biler.

Endelig bygger påstanden om de mange tusinde reddede menneskeliv på en forestilling om, at samtlige køretøjer i USA, herunder også tunge fragtlastbiler og ulykkesudsatte motorcykler, bliver udskiftet med en FSD-aktiveret Tesla.

Se også: Hvilken type elbil skal du vælge?

Grønt lys i Danmark midt i europæisk splid

De kontroversielle tal er blevet præsenteret for færdselsmyndighederne i flere europæiske lande, og modtagelsen har været meget forskellig.

Det mest opsigtsvækkende er, at Færdselsstyrelsen i Danmark netop har givet en foreløbig godkendelse til FSD (Supervised) på de danske veje. Den danske beslutning læner sig op ad den hollandske færdselsmyndighed, RDW, som godkendte systemet i april efter en længere testperiode.

Den danske godkendelse betyder, at tusindvis af herboende Tesla-ejere nu kan aktivere systemet mod en månedlig betaling, men glæden kan være kortvarig.

Se også: Derfor skal du ikke vælge en SUV som elbil

FSD kan blive gjort ulovlig i hele EU

Godkendelsen i Danmark er nemlig kun midlertidig og afhænger fuldstændig af, hvad der sker på EU-plan i de kommende måneder.

Hvis EU-Kommissionen ender med at afvise systemet på baggrund af de kritiske røster, bortfalder den danske tilladelse automatisk efter seks måneder, og så bliver FSD reelt ulovligt at bruge og markedsføre i hele unionen.

Andre steder i Skandinavien er holdningen markant mere kølig. De svenske myndigheder udtaler, at de kigger langt dybere end blot på virksomhedernes egne smarte overskrifter og salgstal.

I Norge har vejdirektoratet direkte måttet afvise en bølge af henvendelser fra Tesla-entusiaster med den klare besked, at bilmærkets data er rent selvproducerede og stort sem umulige at overføre til virkelighedens ulykkesstatistikker.

Grækenland har derimod udtrykt stor optimisme og sigter mod en godkendelse med direkte henvisning til de amerikanske data.

For Tesla er en europæisk godkendelse helt afgørende for fremtidig salgsvækst, hvor der bliver satset ekstremt meget på det nye FSD-abonnement. Herhjemme har Tesla flyttet flere førerassistentfunktioner bag FSD-abonnementet i forsøget på at presse kunderne over på det.

Se også: De mest spændende nye billige elbiler i 2026

Teslas krumspring overrasker desværre ikke

For os kommer det ærligt talt ikke som den store overraskelse, at Tesla forsøger at pynte på sandheden for at presse en europæisk godkendelse igennem.

Man skal ikke kigge langt efter årsagen til de europæiske myndigheders skepsis. I USA er Tesla i forvejen under skarp administration og undersøges intensivt af de amerikanske trafiksikkerhedsmyndigheder, NHTSA.

Her er et betydeligt antal rapporter om uheld, alvorlige personskader og sågar dødsulykker nemlig direkte blevet sat i forbindelse med brugen af Teslas automatiserede systemer.

Det viser med al tydelighed, at der er langt fra Elon Musks store løfter til virkeligheden på asfalten, og det er derfor kun positivt, at de europæiske myndigheder holder tungen lige i munden.