Samsung strammer sikkerheden på låseskærmen
Samsung har indført strengere sikkerhedsregler for låseskærmen på mobiler med One UI 9.
Ændringen skal beskytte dine personlige data bedre, men betyder samtidig, at du skal være ekstra opmærksom, når du taster din kode ind.
Se også: Test af mobiltelefoner
Færre forsøg, før mobilen låses
De nye regler sænker det maksimale antal forsøg, man har til at taste sin PIN-kode, sit mønster eller sin adgangskode korrekt, før mobilen midlertidigt låses.
Karensperioden stiger gradvist for hvert fejlslagne forsøg – efter fem forkerte forsøg låses mobilen i et minut, mens den efter ti forsøg låses i fire timer, og efter tolv forsøg hele 24 timer.
Rammer man et trettende fejlslaget forsøg, bliver mobilen permanent låst og kan kun genåbnes ved at nulstille den til fabriksindstillinger.
Her er reglerne listet op:
- 5 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 1 minut
- 6 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 5 minutter
- 7 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 15 minutter
- 8 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 30 minutter
- 9 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 90 minutter
- 10 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 4 timer
- 11 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 12 timer
- 12 fejlslagne forsøg – mobilen låses i 24 timer
- 13 fejlslagne forsøg – mobilen låses permanent og kan kun genåbnes ved en fabriksnulstilling
Samsung oplyser dog, at systemet undervejs viser tydelige beskeder om, hvor mange forsøg man har tilbage, ligesom identiske forkerte forsøg i træk ikke tæller som to separate fejl.
Se også: Test af alle Samsung-mobiler
Husk din adgangskode – selv med fingeraftryk
Selvom du primært bruger fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse til at låse din mobil op, kræver Androids sikkerhedspolitik, at du indtaster din PIN-kode, dit mønster eller din adgangskode mindst hver 72. time.
Det er derfor stadig afgørende at huske denne kode, selvom man sjældent bruger den i hverdagen.
Glemmer man koden helt, kan Samsung ikke hjælpe med at gendanne den. Man er i så fald nødt til at nulstille mobilen til fabriksindstillinger og derefter bekræfte sin identitet via sin Samsung-konto og Google-konto for at ophæve den indbyggede tyverisikring.
Samsung anbefaler derfor, at man løbende laver backup af sine data via cloud eller Smart Switch.
Se også: Nyheder og tips til Android
Fornuftigt, men husk din kode
Det er en fornuftig stramning fra Samsung, der giver god mening i en tid, hvor beskyttelse af persondata er vigtigere end nogensinde.
Men det er samtidig en påmindelse til alle om at sikre sig, at man rent faktisk husker sin PIN-kode, sit mønster eller adgangskode – for glemmer man den, er konsekvensen nu markant hårdere end tidligere, hvor man risikerede at miste adgangen til hele sin mobil permanent.
Få Mobilsidens nyheder i dit Google-feed