Nye fund i Android-kildekoden viser, at Google arbejder på en funktion, der skal forhindre brugere i at lade Android dele nøgenbilleder ved et uheld eller under pres.
Google tester advarsel mod intime billeder
I testudgaven af Android 17 har Android Authority fundet spor af systemet SafetyCore integreret direkte i telefonens billedvælger. Systemet analyserer billeder og videoer lokalt på enheden uden at sende data videre til Google.
Hvis du forsøger at vælge et billede med eksplicit indhold, scanner telefonen automatisk filen og viser en tydelig advarsel, før du trykker send. Det giver brugeren en sidste chance for at fortryde i tide.
Læs ogsåSeneste nyheder om Android og iOSDigital beskyttelse til sårbare unge
Selvom voksne sjældent har brug for funktionen, viser tal fra Red Barnet i 2024, at 9 procent af de 9–17-årige har prøvet at sende et intimt billede af sig selv. Endnu mere alvorligt er det, at 10 procent af disse unge har oplevet at blive afpresset eller truet online.
Googles nye tiltag er derfor et vigtigt skridt i modarbejdelsen af digital afpresning. Forældre til unge mellem 13 og 17 år med børnekonti kan fremover få mulighed for helt at blokere for, at mobilen kan afsende nøgenbilleder.
Læs ogsåGoogle viser, hvorfor Pixel-mobiler overgår andre Android-mobiler
En god start med et stort smuthul
Løsningen er dog ikke fuldstændig skudsikker. Systemet virker kun, hvis de enkelte apps benytter Androids standardiserede billedvælger, og det vil stadig være muligt at omgå spærren ved at sende billederne som almindelige filer.
Ikke desto mindre gør integrationen det markant lettere for appudviklere at beskytte deres brugere uden at gå på kompromis med privatlivet, da alt scannes direkte på telefonen.
Læs ogsåDin Android-mobil bliver hurtigere i 2027