Google ruller nu en længe ventet opdatering ud til Google Maps via Android Auto, som viser både speedometer og hastighedsgrænser, selvom du ikke har en rutevejledning i gang.
Slut med at køre i blinde på rutineturen
Google Maps via Android Auto har af uransagelige årsager længe haltet efter Google Maps i Apple CarPlay, men nu bekræfter Google på Reddit, at visningen af hastighedsgrænser og live-speedometer i Google Maps rulles bredt ud til Android Auto.
Funktionen gælder på alle strækninger, uanset om navigationen er aktiv eller ej.
Samtidig undersøger Googles udviklerhold den fejl, som på det seneste har fået speedometeret til at forsvinde periodisk for visse brugere.
Læs ogsåPopulær funktion forsvundet fra Android Auto
Google har overset hverdagens behov i årevis
Det har længe været en gåde, hvorfor techgiganter altid designer navigationsapps ud fra præmissen om, at bilisten skal finde vej til et nyt sted. Virkeligheden for de fleste er, at en stor del af kørslen består af rene rutineture – turen til arbejde, aflevering af børn eller en hurtig smuttur til det lokale supermarked.
På disse ture slår man ikke nødvendigvis navigationen til, men behovet for en realtidsvisning af ens præcise hastighed, de aktuelle hastighedsgrænser og advarsler om farer i trafikken er der stadig.
At Google Maps først nu introducerer disse centrale funktioner i Android Auto uden en igangværende rutevejledning, er et klassisk eksempel på blinde vinkler i techbranchen. Man har fokuseret benhårdt på aktiv rutevejledning frem for at optimere den passive køreoplevelse, som bilisterne reelt efterspørger hver eneste dag.
Bedre sent end aldrig. Vi er sikker på, at mange Android-brugere sætter pris på opdateringen.
Læs ogsåAndroid Auto moderniseres: Bedre til elbiler og nyt design