Bilsalget i Europa undergår i øjeblikket en markant forandring, og hos Volkswagen mærkes det lige nu helt inde på fabriksgulvet.
Højere brændstofpriser og nye elbilmodeller får nu den tyske bilgigant til at sadle om og skrue op for produktionen af visse elbiler.
Dropper overarbejde på benzinbiler
På Volkswagens traditionsrige hovedfabrik i Wolfsburg aflyses planlagte ekstravagter til produktionen af traditionelle forbrændingsmodeller.
Det barberer årets forventede produktion ned til omkring 580.000 biler mod de oprindeligt planlagte 600.000 enheder.
Efterspørgslen på elbiler stiger mærkbart i Europa, hvilket er årsagen til denne ændring i produktionen.
Der er ingen tvivl om, at der er udfordringer hos Volkswagen – og ikke af den lille slags. Mærket kæmper fortsat med lavere marginer på elbiler og usikkerhed om flere tyske fabrikkers langsigtede fremtid.
Med det sagt ser deres nye line-up utroligt lovende ud, og min vurdering er, at VW er på rette vej. Den helt store udfordring er bare, om VW har fart nok på i et marked, hvor konkurrenterne ikke venter.
Disse modeller sætter VW fuld tryk på
For at imødekomme det stigende efterspørgsel hæver koncernen nu kapacitetsudnyttelsen på de rene elbilfabrikker.
I Emden indsættes der mindst to ekstra vagter til den populære ID.7, mens man også klargør fabrikken til det opdaterede ID.4, der skifter navn til ID. Tiguan.
I Zwickau meldes der ligeledes om opgraderet tryk på ID.3 Neo og Audi Q4 e-tron.
Koncernens spanske fabrikker har allerede modtaget over 100.000 forudbestillinger på de nye mindre elbiler, der tæller Skoda Epiq, Cupra Raval, VW ID. Cross samt ID. Polo.
Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil


