Nu kan du gøre et kup og spare op til 100.000 kroner på NIO og firefly, men bag de store besparelser gemmer sig et katastrofalt salg i Danmark.
Vilde prisnedsættelser på lagerbiler
NIO Space i København og bilforhandleren Autohuset Vestergaard indgår nu et tættere samarbejde i forbindelse med, at Autohuset Vestergaard overtager salget.
Aftalen giver besparelser på op til 100.000 kroner på udvalgte NIO-modeller og 30.000 kroner på firefly. De kan alle leveres hurtigt og med fuld dansk fabriksgaranti.
Sedanen NIO ET5 sættes ned til 264.900 kroner mod tidligere 364.900 kroner, mens SUV’en NIO EL6 nu kan købes for kun 304.900 kroner mod tidligere 404.900 kroner. Kampagnen omfatter også stationcaren ET5 Touring.
Alle tre NIO-modeller har elektrisk svingbart anhængertræk som standard, der må trække op til 1.400 kg (1.200 kg for EL6).
Den lille firefly falder samtidig til 179.900 kroner.
Tilbuddene gælder fra 29. oktober 2026, så længe lager haves – så skynd dig, hvis du er fristet.
Alle NIO- og firefly-biler kan desuden serviceres i Autohuset Vestergaards landsdækkende netværk.
Læs ogsåAlle elbiler fra NIOEt desperat lagersalg
Besparelser på op til 100.000 kroner lyder fantastisk, men det voldsomme prisfald kommer oven på en kedelig kendsgerning. Salget af NIO og firefly i Danmark har nemlig været en katastrofe.
De seneste salgstal viser, at der blot er indregistreret 42 NIO-biler og 34 firefly-modeller i 2026.
At kalde et prishug på en tredjedel af bilens værdi for en ”kampagne på udvalgte lagerbiler” er noget af en underdrivelse. Det er snarere tale om et desperat udsalg af biler, som importøren ikke har kunnet afsætte til normalpriserne efter relanceringen af NIO i sommeren 2025.
Også sidste år blev der skruet gevaldigt ned for priserne, men det gjorde stort set ingen forskel på salget.
De voldsomme prisfald er samtidig en stor lussing til de få eksisterende kunder, der allerede ejer de ellers lækre elbiler. Det banker nemlig bunden ud af genbrugsværdien og forøger bilernes i forvejen høje værditab.
Læs ogsåFind elbilen til dit behovBliv klogere på de fire biler
Dyk ned i bilernes vigtigste specifikationer og omfattende standardudstyr:
NIO ET5: Den strømlinede sportssedan
NIO ET5 er en potent sedan med firehjulstræk og 490 hestekræfter. Den fås med et batteri på 73,5 kWh (456 km rækkevidde) eller 90 kWh (590 km rækkevidde).

Sedanen måler 4,79 meter i længden, har et bagagerum på 394 liter og byder på ekstremt meget standardudstyr såsom panoramaglastag, soft-close døre, 23 højttalere og AQUILA-sikkerhedspakke med LiDAR.
NIO ET5 Touring: Den praktiske stationcar
Stationcarudgaven ET5 Touring har samme vilde drivlinje på 490 hestekræfter og firehjulstræk som sedanen.

Den tilbydes ligeledes med batterier på 73,5 kWh (435 km rækkevidde) eller 90 kWh (560 km rækkevidde).
Med samme længde på 4,79 meter tilbyder den et større bagagerum på 492 liter samt ekstra udstyr som integrerede tagbøjler og bevægelsesaktiveret el-bagklap.
NIO EL6: Den rummelige SUV
NIO EL6 er en stor og luksuriøs elektrisk SUV med firehjulstræk og 490 hestekræfter.
Vælg mellem et 73,5 kWh batteri og 406 km rækkevidde eller et 90 kWh batteri og 529 km rækkevidde.

SUV’en måler 4,85 meter i længden, har et stort bagagerum på 668 liter og leveres standard med panoramaglastag, 3-zoners klimaanlæg, head-up display og 20-vejs el-justerbare forsæder.
firefly: Den kompakte bybil
Den lille firefly har baghjulstræk, 143 hestekræfter og et batteri på 41,2 kWh, der giver op til 330 km rækkevidde.

Bilen er blot 4,00 meter lang, men rummer samlet 496 liters opbevaringsplads fordelt på bagagerum og frunk.
Standardpakken indeholder en 13,2 tommer stor infotainmentskærm, Apple CarPlay og V2L, mens Comfort-udgaven tilføjer glastag, el-bagklap samt ventilation og massage i sæderne.