NIOs danske mareridt: Sælger mindre end det første år

NIOs danske historie er en fortælling om store ambitioner og et totalt salgskollaps. Selv efter relanceringen sælger mærket færre biler end ved starten i 2022.

NIO
Nio ET5 Touring. Foto: Mobilsiden.dk

Det kinesiske elbilmærke NIO tog Danmark med storm i september 2022.

Konceptet var ambitiøst: eksklusive elbiler, luksuriøse showrooms og banebrydende batteriskiftestationer.

Siden har der dog været næsten totalt stille om mærket, som har kæmpet en desperat kamp for overhovedet at få biler ud på de danske veje.

Fra storslået entré til dvaletilstand

Virkeligheden ramte dog hurtigt det kinesiske mærke. I det første år på det danske marked fra september 2022 til september 2023 blev det blot til 45 elbiler.

Herefter gik salget helt i dvale. De efterfølgende to år bød på beskedne 14 og otte solgte elbiler. Danskerne tøvede over for det ukendte mærke og den specielle forretningsmodel med leje af højvoltsbatterierne og brugen af batteriskiftestationer, som der kun var en enkelt af i hele Danmark.

I september 2025 tog den erfarne Nic. Christiansen Gruppen over som importør for at genoplive mærket med lavere priser, bedre garanti og et stop for det udskældte batteriskiftekoncept.

Læs ogsåAlle elbiler fra NIO

Succesen er totalt udeblevet

Et år efter den store relancering må facit opgøres som et gedigent flop. Mellem oktober 2025 og september 2026 er der blot blevet indregistreret 42 NIO-biler.

Det er færre biler end i NIOs allerførste år i Danmark, da mærket var et helt ukendt blad.

NIOs batteriskiftestation i Slagelse blev en kæmpe skuffelse.

Hverken importørens store forhandlernetværk eller introduktionen af det prisvenlige søstermærke firefly – som er indregistreret i kun 34 eksemplarer – har flyttet noget som helst.

“Det har været en udfordring at sikre en bred geografisk tilstedeværelse på det danske marked, ligesom prisen spiller en væsentlig rolle i kundernes valg,” erkender Casper Mysling, der er Country Manager hos NIO, over for Mobilsiden.dk.

Læs ogsåSeneste nyheder om NIO

Et skrig på drastiske handlinger

Situationen understreger, at den hidtidige strategi er slået fejl, og at der er akut brug for drastiske løsninger.

Importørens modsvar falder nu i form af en vild kampagne, hvor lagerbiler af NIO og firefly sælges med besparelser på op til 100.000 kroner.

Det sender startprisen på en ET5 ned på 264.900 kroner – og det er altså for en premium-elbil med 489 hestekræfter, 456 kilometer rækkevidde og utroligt meget udstyr.

Der er tilsyneladende også en mere langsigtet plan på vej for NIO, som går ud over den lagerkampagnen.

“Vi er i dialog med NIO om at justere salgsstrategien på det danske marked,” bekræfter Casper Mysling over for Mobilsiden.dk.

Læs ogsåSeneste test og anmeldelser af elbiler

Fremragende biler på desperat udsalg

Sagen er nemlig den, at NIOs elbiler isoleret set er overordentligt vellykkede. Byggekvaliteten er tårnhøj, udstyrslisten er enorm og kørekomforten matcher de bedste tyske premium-mærker.

Med de nye og voldsomt reducerede priser har bilmærket på papiret forvandlet sig fra at være et dyrt og usikkert valg til at udgøre et af markedets absolut stærkeste køb.

Udfordringen er blot, om et drastisk prishug er nok til at vende fire års nedtur, eller om det er for sent at ændre på NIOs skæbne i Danmark.

Læs ogsåSammenlign to elbiler