Din bil sladrer om dig: Deler data med techgiganter

En ny undersøgelse afslører, hvordan moderne biler og ledsagende apps sender følsomme lokationsdata og stelnumre direkte i til de store techvirksomheder.

Elbilteknologi
MG4 EV. Foto: Mobilsiden.dk

Moderne biler er mere eller mindre smartphones på hjul, men den avancerede teknologi har en mørk bagside.

En ny undersøgelse dokumenterer nu, hvordan bilproducenter systematisk deler følsomme oplysninger om bilisterne med tredjeparter og datamæglere.

Massiv datastrøm fra biler til techgiganter

Undersøgelsen, der er udført af cybersikkerhedsforskere fra Northeastern University i tæt samarbejde med forbrugerorganisationen Consumer Reports, tog udgangspunkt i 21 nyere biler og 30 tilhørende appe til smartphones.

For at isolere den trådløse kommunikation kørte forskerne bilerne ind i et specialbygget Faraday-telt, der blokerer mobilsignaler, og overvågede herefter den udgående netværkstrafik.

Trafikmålingerne viste, at næsten alle testede bilmærker sender data ud til eksterne virksomheder. De helt store modtagere af data var techgiganter som Alphabet, Amazon, Meta og Microsoft.

Endnu værre er det, at knap en fjerdedel af bilernes ledsager-apps sendte direkte personhenførbare oplysninger afsted.

Det gælder alt fra ejerens navn og e-mailadresse til bilens præcise GPS-koordinater og unikke stelnummer (VIN).

Læs ogsåSeneste nyheder om kommende elbiler

Et detaljeret dossier over dit liv

Når et unikt stelnummer kobles sammen med en e-mailadresse og lokationsdata, opstår der et alvorligt privatlivsproblem.

Dataene gør det muligt for datamæglere at sammenkøre dine kørselsmønstre med din digitale adfærd, søgehistorik og onlineindkøb på tværs af nettet.

Dermed kan der stykkes en uhyggeligt præcis profil sammen om dig som person, som rutinemæssigt handles videre til banker, låneudbydere og forsikringsselskaber.

Bilproducenterne forsvarer sig ofte med, at forbrugerne selv har givet samtykke ved at acceptere vilkårene i appen eller på infotainmentskærmen.

Men som vi ofte ser i techverdenen, er disse juridiske dokumenter nærmest umulige at gennemskue, og ingen almindelige bilkøbere forventer, at deres bil fodrer annoncebørser med deres data.

Læs ogsåGuides og tips til valg af elbil

Kan man overhovedet sige nej til overvågningen?

Det store spørgsmål er naturligvis, hvad man som almindelig bilist stiller op, hvis man vil slippe for denne dataindsamling.

Det oplagte svar ville være at takke nej til vilkårene og slå bilens internetforbindelse fra, men så ville man samtidig gå glip af en masse funktionalitet.

Efter min mening er det en uholdbar situation, at man som forbruger kan tvinges til at lade sig overvåge for at få en bil til at fungere efter hensigten.

Undersøgelsen er dog foretaget på biler og apps til det amerikanske marked. Man kan derfor ikke uden videre konkludere, at en dansk Tesla, Volvo eller Nissan sender præcis de samme oplysninger til de samme virksomheder.

I Europa er vores persondata trods alt omfattet af GDPR-lovgivningen, hvor Det Europæiske Databeskyttelsesråd specifikt har fremhævet data fra opkoblede biler som et særligt følsomt område. Det gælder blandt andet lokationsdata, biometriske oplysninger og informationer om vores kørevaner.

Læs ogsåSeneste nyheder om elbilteknologi