Bankappen Lunar Way kan nu downloades til Android
Den nye bankløsning Lunar Way, som tager konkurrencen op med de store, etablerede banker, giver nu alle brugere adgang til Android-appen i Play-butikken. Det et sket cirka tre uger, efter virksomheden først gjorde det muligt for iPhone-brugere at downloade appen til iOS.
Lunar Way til Android er stadig i et ret tidligt stadie, hvor appen fortsat er i version 1.0 og endnu mangler flere af de smarte funktioner, der vises frem på hjemmesiden. Derfor har appen af gode grunde også kørt som en helt lukket betaudgivelse i Play-butikken, hvor en lille skare af brugere fik lov til at teste Lunar Way til Android – men ikke længere.
Læs også: Danske Lunar Way vil nytænke bankoplevelsen på din mobil
Nu kan alle Android-brugere frit downloade Lunar Way i Google Play via dette link, hvor det altså fortsat fungerer som en lukket betaudgivelse, men hvor alle i teorien downloade den. Inden for en måneds tid skulle den endelige udgivelse af appen ske i Play-butikken, oplyser Lunar Way til Mobilsiden.
Lige som da iOS-appen blev udgivet i App Store, skal du fortsat sikre dig en plads på hjemmesiden ved at skrive din e-mail-adresse op på en venteliste – ellers kan du ikke blive kunde.
Lunar Way har trukket overskrifter hen over de foregående måneder, da det er en relativ ny teknologivirksomhed med erfarne udviklere i spidsen og økonomisk støtte fra SEED Capital, der vil nytænke måden, som forbrugerne laver ”banking” på – altså administrerer sine bankkonti. Her er ingen fysiske filialer at stå i lang kø i. Der er heller ingen netbank på computeren. Idéen er derimod, at alt kan klares på farten direkte med den smarte app.
Læs også: Lunar Way – den nye bankapp – er nu i App Store til iOS
Man kan dermed sige, at den traditionelle netbank fra pc’en kendt fra øvrige banker fyldt med alle tænkelige funktioner flyttes over til smartphonen i form af en app, men der er fortsat et stykke vej endnu, før Lunar Way er klar i sin færdige form.