Her er de 10 stærkeste brands i mobilbranchen
Hvert år udgives der adskillige ranglister over de stærkeste globale brands, og nu er endnu en af disse blevet offentliggjort. Det er den britiske konsulentvirksomhed Brand Finance, der rådgiver virksomheder i at styrke deres brands, som har rangeret alle de største brands verden over i en top 500-liste.
Listen er udarbejdet ud fra tre parametre. Først er der det såkaldte Brand Strength Index (BSI), som kigger på markedsandele, vækst i markedsandele, omsætning og avance. Den anden parameter er brandloyalitet, mens der til sidst også kigges på marketinginvesteringer.
På listen er de fleste store mobilproducenter repræsenteret, men det er i et bredt felt fra laveste placering på en 343. plads til en topplacering med en 1. plads. De største spring er taget af de kinesiske producenter – både i positiv og negativ retning.
Placering i 2016 | Placering i 2015 | Firma |
1 | 1 | Apple (-) |
2 | 3 | Google (+1) |
3 | 2 | Samsung (-1) |
4 | 8 | Amazon (+4) |
5 | 4 | Microsoft (-1) |
47 | 104 | Huawei (+57) |
102 | 99 | LG (-3) |
138 | 162 | Sony (+24) |
265 | 421 | Xiaomi (+156) |
343 | 266 | Lenovo (-77) |
Den 5. største producent, Xiaomi, har taget det suverænt største spring op ad ranglisten. Sidste år var Xiaomi det 421. største brand, og blot et år senere har producenten opnået en placering som nummer 265. Også Huawei, som er den 3. største producent, er i stor vækst – ikke kun i markedsandele, men som brand.
Læs også: Huawei boomer i Danmark
Huawei er på et år gået 57 placeringer frem til det 47. største brand i hele verden – noget som også kan ses her i Danmark. Knap så lovende ser det dog ud for Lenovo, som har opkøbt Motorola. Her er den 4. største producent gået hele 77 pladser tilbage på listen som det 343. stærkeste brand.
Godt op ad listen, men stadig langt væk fra topplaceringerne, finder man LG lige uden for top 100 med en placering som nummer 102, hvilket er en tilbagegang på 3 placeringer. Efter LG er Sony at finde som nummer 138, der dog er gået hele 24 pladser frem. En stadig relativt populær producent her i vesten, som ingen steder blandt top 500 er at finde, er HTC. Om det er noget den kommende HTC 10 kan gøre noget ved, vil formentligt snart vise sig.
Det efterlader et felt af producenter, der har indtaget alle ranglistens top 5-placeringer. Microsoft ligger som det 5. stærkeste brand i hele verden, men er gået en plads tilbage fra sidste år. Amerikanske Amazon er nemlig gået 4 pladser op til en 4. plads. Ud over at stå for købssiden Amazon.com står firmaet også bag alt fra smartphonen Amazon Fire Phone, e-bogslæsere og webtjenester- og servere.
Læs også: Apple og Google topper hitlisten over mest værdifulde brands
Top 3 udgøres af de samme tre producenter som sidste år, men Samsung er røget ned på en 3. plads efter at have været det 2. stærkeste brand i 2015. Google har nemlig sneget sig op på 2. pladsen fra en 3. plads, og det efterlader Apple som det stærkeste brand i hele verden ifølge Brand Finance – præcis lige som sidste år.
Kan du genkende ovenstående rangering af de forskellige producenter i mobilbranchen, eller mener du, at en eller flere producenter burde være rangeret bedre eller dårligere som et globalt brand? Giv gerne dit bud på, hvor de forskellige producenter ligger.