Kæmperegning til Apple – ramt af patenttrold
FaceTime og iMessage er centrale apps i Apples portefølje, men underliggende teknologier i disse services er nu grunden til at Apple skal betale et beløb svarende til 4,26 milliarder kroner til VirnetX, et selskab der udelukkende tjener på patentrettighedssager – også kaldet ’patent troll’.
Det er en amerikansk domstol der i går stadfæstede milliarddommen, og som derved øgede VirnetX oprindelige krav fra 2012. Dengang lød søgsmålet på 532 millioner amerikanske dollars, svarende til 3,63 milliarder kroner, men 17 procent er lagt til for at kompensere for Apples fortsatte brud af patentet. Det skriver Appleinsider.com.
Læs også: Patentkrigen fortsætter: Apple kræver 1,2 mia. ekstra af Samsung
Det er ikke første gang at VirnetX fører patentsag mod Apple. I 2012 lykkedes det for selskabet at kræve 368 millioner dollars af Apple for de selvsamme patenter, og selskabet nåede at sikre sig en godtgørelse på 1 procent af Apples samlede salg af iPhones og iPads. Begge krav blev dog afvist ved den amerikanske appeldomstol i 2014.
Andre IT-kæmper har været i VirnetX sagssøgelys. I 2010 måtte Microsoft bøde 200 millioner dollars, mens Skype i 2014 blev dømt til at slippe 23 millioner dollars.