Sony Mobile bliver ét med producentens TV- og kameraafdeling
Sony Mobile vil ikke længere være en enkeltstående afdeling i elektronikgiganten. Fremover vil Sonys kamera, TV, lyd og mobiler være at finde i samme afdeling under navnet Electronics Products and Solutions. Og det er måske ikke så dumt endda.
Med sammensmeltningen vil Sony forsøge at øge synergierne mellem Sonys forskellige produkter. Sonys Xperia-serie låner mere og mere fra tv- og kameraafdelingerne. Specielt det seneste mobile flagskib fra Sony, Xperia 1, har fået indbygget masser af teknologier fra både TV- og kameraafdelingen.
På trods af sammenlægningen, så vil Sony fortsætte med at vise hvordan deres smartphones sælger, uden indblanding fra de andre produkter. Og netop det med salget af smartphones går ikke godt for Sony. I 2017 solgte Sony 13,5 millioner smartphones og de forventede kun at sælge 7 millioner sidste år, altså næsten en halvvering.
Sony arbejder på 5G
Men på trods af stort underskud fra Xperia-smartphones giver Sony ikke op. De vil i stedet forsøge at reducere deres udgifter og de regner med at opnå grønne tal, men tidligst i 2021.
Sony arbejder desuden på 5G-forbindelser. Ikke kun i smartphones, men også i en lang række andre produkter. Sony tidligere CEO, Kaz Hirai, har udtalt at holde gang i producentens mobilafdeling er en strategisk beslutning, så hele virksomheden kan få gavn af deres viden og know-how om 5G-teknologien. Kaz trækker sig nu tilbage efter 35 år i virksomheden.
Vi har netop nu Sonys nye Xperia 10 til test. Den anmeldelse regner vi snart med at være færdige med.