Samsung Galaxy Tab 2 – for dyr og uden ambitioner (produkttest)
I februar 2012 meddelte Samsung at de ville komme på markedet med et par nye tabletprodukter, som skulle være en tand billigere, end det vi hidtil har set fra producenten.
Navnene var ”næsten helt mundrette”; Galaxy Tab 2 10.1 og Galaxy Tab 2 7.0, hvilket vil få de fleste markedsføringsfolk til at vende det hvide ud af øjnene.
På Mobilsiden.dk var vi da heller ikke sene til at udråbe Tab 2’erne, som Samsungs svar på lavpristablets, så man kunne købe disse, fremfor mere tvivlsomme noname-produkter.
Nu hvor de to produkter er landet til test, har markedet flyttet sig. Priserne er generelt faldet, konkurrencen blevet skarpere, og derfor ender Samsungs tablets skuffende i vores test.
Første kig på Tab 2
Ser billig ud
Da jeg i sin tid testede topmodellen Samsung Galaxy Tab 10.1, blev jeg begejstret over designet, som var lækkert, og viste, at de i Korea formår, at lave noget som vækker genklang hos kritiske nordeuropæiske forbrugere.
– Samsung Galaxy Tab 10.1 – læs testen
Men Tab 2’erne når ikke dette niveau. Selvom de på mange måder ligner, så føles de bare væsentlig dårligere i hånden. Den grå plastik på bagsiden og fronten med små højtaler-gitre, gør det slet ikke til en stilren oplevelse. De skal dog roses for de runde hjørner.
Den store 10-tommer ligger stabilt på et plant underlag, mens 7-tommer versionen vipper en lille smule, hvis man bevæger fingeren ud mod kanterne. Derfor er denne bedst at betjene, når den holdes i hånden.
Hvad er der i maven på dem?
Begge test-tablets har 1 GHz dual-core processor, Bluetooth, to kameraer og trådløst netværk samt 3G-tilslutning.
Skærmen på Galaxy Tab 2 7.0 er på syv tommer og en opløsning på 1024 x 600 pixels, mens Tab 2 10.1 har ti-tommer skærm med 1280 x 800 pixels i opløsning.
Der er tale om TFT-skærme, altså skærme i den billige ende af skalaen, set i forhold til hvad markedet ellers byder på. Samsung har tidligere sendt Galaxy Tab 7.7 ud med en Super AMOLED Plus skærm, et niveau, som Tab 2 SLET ikke når op på.
Konkurrenternes opløsninger er følgende: iPad 2 1024 x 768, Den nye iPad har 2048 x 1536 pixels mens Asus Transformer Infinity har 1920 x 1200 pixels. Desuden har både Apple og Asus væsentlig bedre skærmteknik på deres nye modeller, end Samsung på Tab 2.
Vores testudgaver har henholdsvis 8 GB og 16 GB hukommelse. Men begge kan udvides med ekstra hukommelse via microSDHC kort.
Alt i alt ikke specifikationer der overrasker. Den gode nyhed er prisen, som er lavere hos Samsung – eller er den?
Gammel hardware
Det går stærkt i mobilbranchen, og når man går tæt på specifikationerne, ligner Galaxy Tab 2 ren genbrug fra Samsungs side. Man kan ikke undgå at bemærke et stort sammenfald med Galaxy Tab 10.1 fra efteråret 2011.
Tjek: Sammenligning på specifikationer af Tab 2 10.1 og Tab 10.1
Umiddelbart er Android-versionen en af de mest iøjnefaldende forskelle. Galaxy Tab 10.1 kører version 3.0 Honeycomb, mens Tab 2 er med på Android 4.0 Ice Cream Sandwich.
Samsung har dog tidligere meldt ud, at Galaxy Tab 10.1 bliver opdateret til Ice Cream Sandwich, hvilket så blot minimerer forskellene mellem produkterne endnu mere.
Så i princippet får du altså lige så meget ud af, at købe en brugt Galaxy Tab 10.1.
Er sløv men virker
Du skal ikke foretage dig ret meget inden Tab 2 begynder at virke sløv i optrækket. En tur på nettet, eller kørsel af et program, så hakker desktoppen en tand mere end før. Og generelt er der ikke tale om en flydende oplevelse, hvilket bare er irriterende.
Heldigvis er Tab 2 stabil, uden at gå i sort under brug. Og selvom de bruges meget, har man ikke på fornemmelsen, at batteriet fosser ud af dem, og den ligger ikke og spiser strøm i standbytiltand, hvilket minimerer behovet for opladning.
Du kommer fra A til B med Galaxy Tab 2, men det er ikke en tur hvor komforten er i højsædet. Det svarer lidt til at rejse på monkeyclass med Ryanair til London – man kommer frem, men der findes andre steder komforten er højere.
Internetoplevelsen er derimod bedre end selve brugerfladen. Det er set hurtigere og bedre, men kan bestemt godt anvendes.
Preloaded med skrammel-software
Jeg skælder tit ud på Android-systemet og sløvheden der præger udviklingen af tablet-applikationer, som er langt væk fra hvad iPad tilbyder.
Det ville forøge værdien af en Android-tablet væsentligt, hvis ikke man skulle nøjes med smartphone-apps strukket ud til fuld skærm, eller zoomet, med pixelering til følge.
Eksempelvis er Twitter en katastrofe på Android-tablets, Facebook er heller ikke pæn – og sådan kan man blive ved.
Samsung har valgt at preinstallere en masse skrammel-apps på frontskærmen, f.eks. Yahoo News uden danske nyheder, og en reklamevideo samt musikbutikken Music Hub. Det mest anvendelige er vejrudsigten, der faktisk er ret flot.
Det kræver altså lidt oprydning, inden man for alvor kan komme i gang med, at bruge sin nye tablet.
Enhederne har ikke USB-port, så tilslutning til computeren, skal ske med Samsungs specielle ladekabel. Et plus er dog, at man med fingeren kan tegne på screenshots inden de gemmes. Dette giver mulighed for at fremhæve ting, hvis det f.eks. skal sendes videre på mail.
Kan Tab 2 anbefales?
– ”Kan du anbefale mig, at købe Galaxy Tab 2?”. Nej! Det vil jeg ikke kunne – køb noget andet.
Disse tablets er baseret på forældet hardware, og selvom man har sat et nyt cover på, og givet produktet et nyt navn, så ændrer det bare ikke på, at Tab 2 ikke indfrier forventningerne. Dertil kommer, at prisen er alt for høj.
Den vejledende udsalgspris på Samsung Galaxy Tab 2 10.1 er 2.899 kroner for WiFi-only udgaven, mens Galaxy Tab 2 7.0 koster 1.999 kroner.
I 10-tommer kategorien skal du i stedet overveje Asus TF300TG der kommer med quad-core processor. Den koster godt nok omkring 3.800 kroner, men du får også 32 GB hukommelse, og en langt nyere hardware.
Et valg kan også være iPad 2, der jo også er gammel hardware. Den koster lige under 3.000 kroner.
Når det kommer til syv-tommer versionen, er valgmulighederne lidt færre, og topmodellen i den kategori fra Samsung er Galaxy Tab 7.7, som er utrolig lækker, men også utrolig dyr.
Samsung har ikke meldt ud, hvorvidt Galaxy Tab 2 bliver opdateret til Android 4.1 Jelly Bean, hvilket må være et must, at få be- eller afkræftet, før man kaster kronerne efter produktet.
Ærligt fra hjertet. Galaxy Tab 2 er ambitionsløse produkter fra Samsung, der forsøger at prakke dig gamle hardware-stumper på, til nypris. Præcis som romkugler og studenterbrød – de er meget sjove, men bliver aldrig lige så lækre, som et nybagt stykke wienerbrød.
Samlet karakter: 2 ud af 6 stjerner.
Historien forstsætter
Historien er stadig aktuel. mobilsiden fortsatte fortællingen. Allerede d. 30/6/2012 fulgte vi op med artiklen; Bag om Asus: Har Asus skabt en tastatur-trend på tablets? – Du kan læse den her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for seneste nyt i sagen..