Læserne rejser tvivl omkring dansk iPad-konkurrent
Den danske virksomhed Jecopix Danmark forsøger at sparke gang i en priskrig på tabletmarkedet.
Det sker med lanceringen af TabOne, som er en tablet, der fås i en 7 eller 9,7 tommer-version.
Produkterne skulle komme med Android 4.0 Ice Cream Sandwich til en pris, for den billigste, på 999 kroner.
Efter artiklen kom online ramte skeptiske bemærkninger kommentarfeltet såvel som vores mailboks.
Læserne stiller spørgsmålstegn ved produkterne.
For godt til at være sandt?
Flere brugere synes specifikationerne og prisen er for gode til at være sande.
Blandt andet skriver brugeren ”N”: ”Hvis en ordentlig tablet kan laves til 1.000 kroner, så er vi mange der bliver snydt, eller også bliver det noget værre skrammel… hælder desværre mest til det sidstnævnte”.
Længere nede i kommentarfeltet tager tvivlen til, overfor TabOne og TabOne2. En læser skriver, at han ikke mener produktet har den officielle Android-software på.
I brochuren fremgår det at TabOne kommer med Android 2.3.4, men vil blive opgraderet til Android 4.0 i januar 2012. Dette anses også for tankevækkende, da flere af de store producenter stadig ikke har opgraderet alle deres produkter til Android 4.0.
Forsøgt køb af TabOne
En anden bruger har kontaktet redaktionen efter han har forsøgt, at købe et eksemplar af Jecopix TabOne.
– ”Jeg har netop lige prøvet at bestille en tablet ved Jecopix Danmark, men det er ikke en sikker side man kommer ind på – og man kan kun betale med PayPal eller bankoverførsel. Det virker for mig noget skummelt.”
På Jecopix Danmarks webshop mødes man ligeledes af teksten du kan se på nedenstående billede, som måske også vækker lidt mistro til firmaet.
Virksomheden Jecopix er ifølge Det centrale virksomhedsregister en enkeltmandsvirksomhed, ejet af Jesper Vestergaard Mortensen og stiftet den 1. september 2011. Virksomheden har ikke noget e-mærke.
Opdatering: Jecopix kommenterer under artiklen på kritikken
Læs mere:
– Ny android tablet til under 1.000 kroner