Microsoft viser Windows 8-tablet i næste uge
Nu får vi endelig at se, hvordan Microsofts operativsystem til tablet-computere vil tage sig ud.
Softwaregiganten vil nemlig give et smugkig på softwaren og brugergrænsefladen allerede i næste uge i forbindelse med All Things D-konferencen, der løber af stablen fra den 31. maj til den 2. juni i Rancho Palos Verdes i Californien.
Det rapporterer det amerikanske nyhedsmagasin Bloomberg.
Microsoft vil angiveligt vise det kommende Windows med en brugerflade optimeret til fingerkommandoer på en maskine med Nvidias Tegra-processor, der er baseret på ARM-arkitekturen.
Det betyder at Microsofts kommende operativsystem reelt vil kunne køre på de tablet-computere, der er på markedet i dag.
Apples iPad og Android-tablets som Motorola XOOM og Samsung Galaxy Tab 10.1 bruger alle processorer baseret på ARM-arkitekturen.
Operativsystemet og den nye brugergrænseflade er Microsofts forsøg på at konkurrere med Apples populære iPad. Det forventes at Microsoft ikke vil være i stand til at lancere softwaren indtil engang i 2012, men firmaet giver smugkigget allerede nu for at berolige investorer og samarbejdspartnere.
Telepristjek.dk viser aktuelle priser og tilbud på Tablets & iPads