Bombe under radio/tv branchen
Det handler om TV solgt med MPEG-2 DVB-T tuner, efter at det blev kendt, at der fra 1. januar 2012 kun sendes i MPEG-4 herhjemme.
Det er dagbladet Børsen, som har søgt aktindsigt i en sag ved forbrugerklagenævnet, hvor en kunde klagede over, at hun ikke var blevet vejledt omkring det forhold, at den digitale tuner havde en yderst begrænset levetid.
Selve købet blev foretaget i januar 2008, og selvom det godt nok ikke fantes mange TV med MPEG-4 tuner på det tidspunkt, burde forhandleren have oplyst, at digital tuneren havde en begrænset holdbarhed.
Det viser afgørelsen fra forbrugerklagenævnet i den aktuelle sag.
Den begrænsede holdbarhed på tuneren er dog ikke tilstrækkelig grund, til at ophæve købet, men kunden var berettiget til at få 500 kroner retur, som en kompensation til køb af en løs MPEG-4 digital modtager inden 2012.
Hvis den sag kommer til at danne præcedens kan branchen stå med en efterregning på op mod 350 mio. kroner.
Siden 1. januar 2008 er der nemlig solgt 685.000 TV med MPEG-2 tuner herhjemme.
Men kan enhver forbruger nu gå tilbage til sin tv-forhandler og med Forbrugerankenævnets afgørelse i hånden kræve at få 500 kroner i kompensation?
“Det er et godt spørgsmål. Afgørelsen peger jo på, at forhandlerne burde have vidst, hvordan det forholdt sig – og have oplyst kunden om det”, siger souschef i Forbrugerstyrelsen, Lars Arent, til Børsen.
Hos Dansk Erhverv er man ikke mildt stemt over udsigten til en efterregning. Fødevare- og forbrugerpolitisk chef, Lone Rasmussen, siger til Børsen, at “det ikke kan være rigtigt, at forhandlerne og forbrugerne skal betale prisen for en så rodet politisk proces”.
Hun henviser til, at det offentlige ifølge Dansk Erhvervs holdning ikke i tide har informeret om de forskellige standarder.
Kilde: Børsen