Samsung Galaxy Camera – nichekamera med smal appeal (produkttest)
Hvorfor anmelder Mobilsiden.dk et digitalkamera?
Et relevant spørgsmål, når vores hovedaktiviteter for det meste drejer sig om mobiltelefoner, tablets og tilbehør.
Men Samsung Galaxy Camera var ikke helt til at komme udenom. Det er nemlig ikke bare et digitalkamera i traditionel forstand, men et digitalkamera med stor optisk zoom, Android 4.1, WiFi og 3G.
Ja – Du læste rigtigt ”3G” – Der er altså mulighed for, at sætte et sim-kort i kameraet og på den måde få forbindelse til omverden, hvor der ikke lige er WiFi-forbindelse.
Men hvad skal det så bruges til, kunne man med rette spørge. Lige som det er tilfældet med smartphones, så kan Samsung Galaxy Camera uploade billeder og video direkte til cloud-løsninger eller sende dem via f.eks. mail.
Det næste åbenlyse spørgsmål vil så være: Hvorfor så ikke bare bruge sin smartphone?
Det vil også i mange tilfælde være nok for de fleste, men Galaxy Camera har nogle fordele, som man ikke kan få med sin smartphone.
Først et kig på nogle af de tørre facts
Samsung Galaxy Camera ligner mange andre kompakt- eller semikonpakt-kameraer til forveksling. Dog er der nogle væsentlige forskelle, som heller ikke er helt ubetydelige.
Bag på kameraet findes en kæmpe touchskærm på 4,7 tommer, der fungerer på samme måde som på en Android-telefon. Du kan altså installere apps, gå på nettet og tilmed fører samtaler via Skype.
Det eneste Samsung Galaxy Camera ikke kan er at foretage opkald via mobilnettet, ellers er styresystemet i store træk nøjagtigt det samme som på en telefon.
Man kunne måske forestille sig at kameraet så ville være lige så tyndt som en mobiltelefon, men det er ikke helt tilfældet. Samsung har nemlig valgt at udstyre Galaxy Camera med et objektiv med 21 x optisk zoom, der fysisk fylder lidt.
Objektivet er på 23 mm og har et zoom-område på 4.1 – 86.1 mm (svarer til 23-483 ved 35 mm), samt en blænde fra f/2.8 – f/5.9.
Det store spænd i zoom-området yder kameraet al mulig retfærdighed. Det betyder, at der kan zoomes rigtigt langt ind på objekter, der er langt væk. Det sker også uden nævneværdig forringelse af billedekvaliteten.
Samlet set ser kameraets hovedspecifikationer således ud:
– Størrelse: 128,7 x 70,8 x 19,1 mm
– Processor: 1.4GHz quad-core
– Skærm: 4,7 tommer HD Super Clear LCD – 1280 x 720 pixels
– Hukommelse: 8GB – Kan udvides med micro-SD på op til 64GB
– Batteri: 1650 mAh
– Objektiv: 21 x optisk zoom – f/2.8 – f/5.9
– Billedestabilisering: Optisk
– Billedesensor: 16,3 Megapixel (effektivt)
– Flash(blitz): Indbygget
– Video: Optagelse i Full HD 1080p
– Forbindelse: WiFi, 3G, WiFi-Direct
– OS: Android 4.1 Jelly Bean
Sådan virker det – næsten som en telefon
Kameraet kan betjenes helt som enhver anden smartphone med Android. Der er menuer, startskærm, apps og meget mere.
Der hvor kameraet skiller sig ud, er på selve fotodelen. Når man trykker på kamera-ikonet ændrer skærmen sig til en stor viewfinder, dvs. skærmen viser det billede som kameraet er i stand til at tage, helt som vi kender det på mobilen.
Der er mulighed for, at vælge mellem tre forskellige optagefunktioner: Auto, Smart og Ekspert.
Auto siger næsten sig selv. Her vælger kameraet alle indstillinger, ud fra de informationer kameraet kan indsamle om lysforhold m.v.
Smart-mode er en måde at tage billeder på, hvor Samsung har foruddefineret en masse indstillinger, der passer til nogle bestemte scenarier.
I Smart-mode er det f.eks. muligt at vælge:
”Forskønnet ansigt”, der korrigerer skønhedsfejl automatisk, når der optages portrætbilleder.
”Bedste billede”, lader dig vælge det bedste billede ud af en serie billeder
”Fyrværkeri”, passer godt til optagelse af fyrværkeri om natten.
”Bedste ansigt”, giver mulighed for, at tage gruppebilleder og efterfølgende vælge det bedste ansigt til hver person, hvor de f.eks. ikke har lukkede øjne.
”Makro” er særligt velegnet til nærbilleder.
Ovenstående er blot nogle eksempler på billedeindstillinger under Smart-mode.
Ekspert er den sidste optagetilstand man kan vælge. Her fremkommer et animeret objektiv på skærmen, som man kan foretage forskellige manuelle indstillinger på, ligesom foto-entusiaster kender det fra spejlreflekskameraer.
Det er muligt at indstille kameraet til et af følgende funktioner under Ekspert: M, P, A og S.
Når man vælger f.eks. M (Manuel) er det efterfølgende muligt at indstille blænde, lukketid og ISO.
Indstillingen sker ved at dreje på flere animerede ringe.
Fælles for alle tre indstillingsmuligheder er, at de er nemme og intuitive at navigerer rundt i.
Jeg må dog indrømme, at jeg hurtigt faldt for Smart-mode, der nemt lader brugeren finde en optage-situation, der passer til det objekt man ønsker at fotografere.
Det irriterede mig dog enormt, at kameraet er længe om at starte op. Har man ikke brugt kameraet i et par dage, går det nærmest i dvale.
Det betyder at når der pludselig opstår en situation man ønsker at fotografere, så er episoden som regel overstået, inden Galaxy Camera er startet op og klar til skud. Rigtigt ærgeligt, for på mange andre punkter er det et ganske fint kamera.
Sådan bliver billederne – flotte, naturtro farver
Jeg er ikke på nogen måde foto-ekspert, men har en stor interesse i at tage billeder. Ud fra min bruger-betragtning, er slutproduktet, nemlig billederne, meget flotte, med pæne mættede og naturtro farver.
Her kan du selv bladre i billeder taget i testperioden. Døm selv!
Android til efterbehandling og deling
Indtil nu har vi set på kameraet og måden hvorpå billederne bliver optaget. Men der er meget mere at hente i Samsung Galaxy Camera.
Hele Android-interfacet og brugerfladen kan anvendes til f.eks. efterbehandling af billeder, redigering af video og deling via forskellige online-tjenester.
Der er med andre ord frit valg til at vælge sin favorit-app til redigering af billeder. Hvad enten man foretrækker Instagram, Camera Zoom eller en anden app, så er det bare at installere dem via Google Play.
Deling af billeder kan foregå på flere forskellige måder. En af de nemme er upload til DropBox, der er en sky-tjeneste, hvor ens billeder kan blive lagret og delt med andre brugere.
Upload kan ske automatisk, enten via WiFi eller via 3G, hvis man er på farten og ikke har WiFi-adgang.
Der er også mulighed for at dele via Samsungs AllShare, der lader kameraet forbinde til f.eks. en smartphone fra Samsung. Efter begge enheder er forbundet, kan billeder optaget med Galaxy Camera kort efter vises på mobilskærmen.
En meget fancy feature, men jeg er ikke sikker på, at den vil blive brugt så meget i praksis.
Konklusion – nicheprodukt med smal appeal
Ingen tvivl om, at Samsung har lavet et rigtigt godt kamera, der tager fine billeder, men jeg tror de appellerer til en smal målgruppe, som har et meget specifikt behov for deling af billeder i god kvalitet.
Det der skiller sig ud ved Galaxy Camera er det store zoom, kombineret med muligheden for upload via 3G.
Betjeningen virker intuitiv og nem og touchskærmen reagerer hurtigt og præcist, både når der navigeres rundt i de traditionelle Android-menuer, og når selve kameraet skal betjenes.
Kameraet kan også optage video og efterbehandle dette. Det kombineret med 3G appellerer måske til bloggere, forsikringsfolk, taksatorer og andre der kunne have behov for at sende billeder og video i høj kvalitet.
Da kameraet anvender 3G nedsætter det batterietiden, og jeg har i testperioden oplevet, at det var nødvendigt at oplade kameraet dagligt for at det kunne holde strøm.
Jeg håber dog at Samsung får succes med deres Galaxy Camera, for det er helt klart et produkt de har haft nogle gode overvejelser omkring.
PLUS
– 21 x optisk zoom
– Flotte skarpe billeder
– Upload via 3G
MINUS
– Langsom opstartstid
– Fylder meget i lommen
– Sluger meget strøm
Samsung Galaxy Camera fungerer som lovet, men jeg falder ikke på halen over produktet. Galaxy Camera får 4 ud af 6 stjerner.
Se mere
Hvis du vil vide mere om Samsung Galaxy Camera, kan du her se Samsungs egen præsentationsvideo