5G-mobilerne kommer til Danmark i år
Det kan føles som om at der har været talt om 5G i evigheder. Fordele og ulemper og hvad det ellers indebærer af selvkørende biler, robotstyrede operationer og andre fremtidsagtige ting, som er svære at forholde sig til. Men alt tyder dog på at 2020 bliver året, hvor 5G-mobiler for alvor kommer til Danmark. Og når 5G-mobilerne kommer, så kommer 5G-netværket også.
Læs også: 5G telefoner hos de danske teleselskaber
5G-mobilerne sætter skub i udviklingen
Vi ved allerede at de danske teleselskaber, så småt begynder forberedelser til 5G-netværk rundt omkring i Danmark. I starten vil det primært være områder i storbyerne, der vil kunne få glæde af det hurtigere net, hvor der vil gå længere inden udkantsområderne vil blive dækket. Derudover skal vi heller ikke forvente de store ændringer og “Wow”-oplevelser, i 5G-netværkets start, for det vil minde meget om nuværende 4G-netværk, til tider bare hurtigere, men altså uden selvkørende biler. Alt det vilde ved 5G kommer meget senere.
Læs også: Test af Samsung Galaxy S20 Ultra
Som det er nu, så er der ikke rigtig nogen grund til at rulle et 5G-netværk ud, før der findes mobiltelefoner i Danmark der understøtter det. Men det bliver der lavet om på i år – det siger både rygterne og jeg.
Læs også: Samsung Galaxy S20-serien er lanceret med 5G
Nu kommer 5G-mobilerne til Danmark
Allerede i starten af året hørte vi rygter omkring Apple og deres 5G-planer. Flere kilder har udtalt at årets iPhones vil blive udstyret med 5G-modem, og kender jeg Apple ret, så laver de ikke både en 4G- og 5G-udgave, som Android producenterne har gjort det sidste års tid. Kommer der 5G-modem i iPhones i år, så kommer disse også til Danmark.
Det ser dog ikke ud at Apples iPhone 12 bliver den første 5G-mobil i Danmark, for verdens største mobilproducent kommer dem i forkøbet. Samsung afholder i dag deres Unpacked-event i San Francisco, hvor der forventes præsentationer af Galaxy S20, den foldbare Galaxy Z Flip og Galaxy Buds Plus-hovedtelefonerne. Selvom den nye foldbare er spændende, så er Galaxy S20 uden tvivl det vigtigste produkt – for både Samsung og landets teleselskaber. Der kommer tre modeller, og det har længe har været rygtet at de kommer i både 4G og 5G-udgaver. Men nu begynder der langsomt at dukke nye informationer op, kort før præsentationen, der fortæller at der kun kommer én udgave af dem hver: 5G.
Læs også: Der er forskel på 5G i de tre Samsung Galaxy S20
Passer det, så står vi altså officielt med Danmarks første 5G-mobil(er), der desuden er en af de allermerst solgte mobiltelefon-serier i Danmark. Ikke nok med det, så kommer der også masser af mellemklasse-mobiler med 5G i år, blandt andet fra Nokia, der meget vel også kunne komme til Danmark.
Mellemklasse-mobiler, Samsung Galaxy S20 og Apple iPhone 12 med 5G? Netop dette vil have stor påvirkning på udbygningen af 5G-netværket.
Læs også: Mellemklassemobilerne får også 5G i år
5G-mobilerne sætter skub i mobilnetværket
Det er altså ikke bare en mobil med 5G der kommer til Danmark i år, men dem som de fleste af danskere render rundt med. Det betyder at det pludselig giver mening for teleselskaberne at få sat liv i femte-generations mobilnetværket. Med et voksende antal 5G-mobiltelefoner rundt omkring i landet, så opstår der mulighed for at sælge dyrere mobilabonnementer med 5G.
Så mon ikke vi får 5G herhjemme før vi tror det? Det tror vi.
Læs også: Tests af de bedste 5G-mobiler