Huaweis udstyr skal angiveligt ud af Storbritanniens 5G
Tidligere i år var udmeldingen, at Huawei stadig ville være en del af Storbritanniens 5G-netværk, hvor de ikke ville have adgang til den såkaldte “core”, som indeholder følsomme informationer. Den beslutning ser dog ikke ud til at holde længe.
Ifølge en artikel på The Telegraph kan den engelske premierminister være i gang med at se på mulighederne for, at skrue ned for mængden af Huawei-udstyr i det britiske 5G-netværk. Og måske endda helt fjerne det. Skiftet kommer efter, at USA præsident, Donald Trump, har meddelt Boris Johnson, at USA genovervejer sit efterretningssamarbejde med Storbritannien.
Se også: De bedste netværk i Danmark
Huawei udfases måske helt
Tilbage i januar godkendte Boris Johnson Huaweis involvering i 5G-netværket med visse forbehold. Disse restriktioner betyder blandt andet, at Huaweiskal udelukkes fra kernen i Storbritanniens 5G-netværk. Dette har skåret Huaweis markedsandel ned til 35 procent og holder Huawei væk fra følsomme geografiske områder. Det gælder for eksempel militære områder og udbygning af netværk i nærheden af atomkraftværker.
Så sent som i sidste måned, sagde en britisk embedsmand, at det var usandsynligt, at den engelske regering ville ændre mening om den oprindelige beslutning. Noget tyder dog på, at det altså kan ske alligevel. I sidste ende kan dette betyde, at Huaweis 5G-udstyr helt bliver fjernet fra Storbritanniens 5G-netværk.
Også i Danmark har denne diskussion været oppe. Teleselskabet 3 har planer om at udbygge 4G-netværket til 5G med Huaweis udstyr, hvor TDC valgte at skifte fra Huawei til Ericsson.