Kommende Motorola-topmodel får masser af AI-funktioner

Motorola afslørede for nylig nye budgetvenlige telefoner. 3. april kommer et nyt Motorola-flagskib, som får nye AI-funktioner fra Google.

Kommende Motorola-topmodel får masser af AI-funktioner

Mediet GSMArena har modtaget en e-mail fra Motorolas indiske afdeling, hvor de beder mediet om at sætte kryds i kalenderen ud for 3. april for at opleve “fusionen af kunst og intelligens”. Der er højst sandsynligt tale om en ny telefon  – mere specifikt Motorola Edge 50 Pro.

Læs også: Se test og anmeldelser af Motorola telefoner

Det ved vi om Motorola Edge 50 Pro

I sidste uge dukkede billeder af Motorola Edge 50 Pro op i forskellige farver. Det skarpe øje vil opdage, at der på telefonens skærm vises datoen 3. april. Dagene stemmer dog ikke helt overens, da den 3. april 2024 er en onsdag, mens billedet viser tirsdag. Under alle omstændigheder får vi mere klarhed over produktet, når vi kommer tættere på eventet den 3. april.

Motorola Edge 50 Pro vil ifølge rygterne komme i tre farver: Lilla, sort og en sølv/hvid/sten-farve. Sølvfarven ligner designet på OnePlus 12 i farven Flowy Emerald. Bagsiden af de lilla og sorte farver ser dog ud til at have en form for tekstur. Det ligner umiddelbart kunstlæder som i de seneste Motorola-telefoner – altså en struktur, vi har set i mange smartphones på det seneste.

Motorola har udstyret Edge 50 Pro med tre kameraer på bagsiden. Det omfatter en 50 megapixel hovedsensor med en blænde på f/1,4 samt en sensor med vidvinkellinse og en sensor med telefotolinse med det, der svarer til 6x zoom. Laserautofokus og OIS er også inkluderet.

Motorola holder fast i en kurvet skærm

I de sidste seks måneder har vi set mange flagskibstelefoner blive lanceret uden kurvede skærme, men i stedet med flade skærme som Pixel 8 Pro sidste efterår og Galaxy S24 Ultra i januar. Men Motorola holder sig til en buet skærm i denne model. Det bliver en 6,7 tommers skærm med en opdateringshastighed på 165 Hz.

Indeni er telefonen udstyret med den lynhurtige Snapdragon 8 Gen 3-processor, 12 GB RAM, 4.500 mAh batteri med understøttelse af 125 watt kablet opladning og 50 watt trådløs opladning.

Foto: Android Headlines

Motorola Edge 50 Pro bliver en AI-smartphone

Motorola har allerede udgivet en teaser for Edge 50 Pro, som ventes at få navnet X50 Ultra i Kina. Teaseren indikerer, at der her bliver tale om en AI-telefon. Det lyder forventeligt, når alt nu om dage har AI indbygget og de fleste smartphones også lanceres med Googles Gemini AI-model.

Mens der har været fart på AI-området hos mange Android-producenter, har vi overraskende nok endnu ikke set et bud på AI fra OnePlus. Deres to seneste topmodeller OnePlus 12 og 12R byder med andre ord ikke på nogle specielle AI-funktioner. OnePlus har dog været ude at sige, at det vil komme på et senere tidspunkt.

Det er derfor positivt, hvis rygterne om AI i Motorola Edge 50 Pro kommer til at stemme overens med virkeligheden.

Læs også: Motorolas budgetmobiler får store opgraderinger