Samsung lancerer Galaxy Z Flip med 5G i Danmark

Samsungs foldbare Galaxy Z Flip fra februar bliver nu opgraderet med en lidt hurtigere processor og understøttelse af 5G. Se dansk pris og tilgængelighed her.

Samsung lancerer Galaxy Z Flip med 5G i Danmark

Tilbage i februar måned introducerede Samsung en ny foldbar smartphone i form af Galaxy Z Flip, som er en aflang telefon med en skærm i et 22:9-format, du kan folde på midten som en gammeldags klaptelefon takket være den foldbare AMOLED-skærm.

Telefonen manglede dog én ting for at være fremtidssikker: Understøttelse af fremtidens 5G-netværk. Det retter Samsung dog op på nu med lanceringen af Galaxy Z Flip 5G – mere eller mindre præcis samme telefon, blot med 5G og et par andre små forbedringer.

Læs også: Test: Samsung Galaxy Z Flip: Lækker, besværlig og dyr klaptelefon

Får ny Snapdragon 865 Plus-processor med 5G

Samsung har opgraderet chipsettet i Galaxy Z Flip 5G til Qualcomms seneste Snapdragon 865 Plus 5G, som vi også så småt begynder at se i andre topmodeller, heriblandt den nye ASUS ROG Phone 3 og den kommende Galaxy Note 20 Ultra (dog kun i USA).

De otte kerner i processoren og dens grafikchip yder omkring 10 % bedre end den almindelige Snapdragon 865, som er at finde i den oprindelige Galaxy Z Flip. Her i Europa har Samsung ellers for vane at bytte Qualcomms Snapdragon-processorer ud med Samsungs egne tilsvarende Exonos-processorer, men dette gælder altså ikke for Galaxy Z-serien.

Den store nyhed i den opdaterede Galaxy Z Flip 5G er naturligvis, at der nu er 5G indbygget i chipsettet, men det var sådan set også en mulighed med den almindelige Snapdragon 865 i forrige Galaxy Z Flip. Samsung valgte blot selv ikke at inkludere 5G.

Med 5G ombord er du altså fremtidssikret, når de danske teleselskaber begynder at åbne op for deres 5G-net i løbet af slutningen af 2020 og i starten af 2021. Samsung har dog ikke oplyst, hvilke frekvensbånd telefonen nærmere bestemt understøtter, men de kommende danske frekvensbånd må formodes at være understøttet helt eller delvist.

Ud over den opgraderede processor finder du også lidt hurtigere lagerplads af UFS 3.1-typen med en kapacitet på 256 GB, ligesom Galaxy Z Flip 5G også nu understøtter den hurtigere Wi-Fi 6-standard.

Læs også: Første billede af Samsung Galaxy Z Fold 2 dukker op

Samsung Galaxy Z Flip 5G: Pris og tilgængelighed i Danmark

Samsung oplyser, at den opdaterede Galaxy Z Flip 5G kommer til salg i udvalgte markeder – heriblandt Danmark – fra og med 7. august.

Samsung Galaxy Z5 har en vejledende pris i Danmark på 12.399 kroner. Det betyder altså, at du betaler 700 kroner mere end den oprindelige Galaxy Z Flip for at få en opgraderet processor, lidt hurtigere lagerplads og understøttelse af Wi-Fi 6.

Galaxy Z Flip 5G kommer i de to farver Mystic Gray og Mystic Bronze.

Se også: Find de bedste priser på Samsung-mobiler

Specifikationer på Samsung Galaxy Z Flip 5G

Dimensioner og vægt Foldet: 73,6 x 87,4 x 17,3 millimeter

Åben: 73,6 x 167,3 x 7,2 millimeter

Vægt: 183 gram

Skærm Hovedskærm: 6,7″ Full HD+ Dynamic AMOLED Infinity Flex Display
2.636 x 1.080 pixels (21,9:9-format)Ydre skærm: 1,1″ Super AMOLED
300 x 112 pixels (24:9-format)
Bagkamera 12 megapixel ultravidvinkel, f/2,2 blænde, 1,12 mikrometer pixelstørrelse, 123 graders synfelt

12 megapixel vidvinkel, Super Speed Dual Pixel autofokus, optisk billedstabilisering, f/1,8 blænde, 1,4 mikrometer pixelstørrelse, 78 graders synsfelt

Frontkamera 10 megapixel, f/2,4 blænde, 1,22 mikrometer pixelstørrelse, 80 graders synfelt
Chipset Qualcomm Snapdragon 865 Plus 5G, op til 3,09 GHz
RAM og lagring 8 GB RAM
256 GB lagerplads
Forbindelser Wi-Fi 802.11a/b/g/n/ac/ax (2,4/5 GHz), MU-MIMO, Bluetooth 5.0, USB-C, NFC, GPS, Galileo, GLONASS og BeiDou
Netværk 5G Non-Standalone (NSA) og 5G Standalone (SA), under 6 GHz understøttet

4G LTE Cat.20 med 4X4 MIMO,

Batteri 3.300 mAh

Understøtter hurtigopladning og trådløs opladning

Andet 1 x eSIM + 1 x Nano-SIM
Farver Mystic Grey og Mystic Bronze
Pris i Danmark 12.399 kroner
I butikkerne 7. august 2020

Efterfølgende om sagen

Siden vi publicerede denne nyhed er der kommer nyt i sagen. Lasse Olsen kørte videre med bolden. 22/7/2020 blev sagen bragt videre med historien; ASUS lancerer ROG Phone 3 – den ultimative gamingtelefon – Klik her for artiklen.. Er du interesseret i absolut seneste nyt om temaet, så klik her..