Android Auto kan snart styre din bils klimaanlæg

Google arbejder på at gøre det muligt at styre bilens klimaanlæg via Android Auto. Funktionen markerer begyndelsen på en tættere integration mellem Android Auto og biler.

Android Auto kan snart styre din bils klimaanlæg

Google arbejder på at gøre det muligt betjene bilens klimaanlæg gennem Android Auto. 9to5Google har taget et nærmere kig på version 13.9 af Android Auto-appen, som afslører nye tekststrenge i koden.

Tekststrengene henviser til, at det er muligt at foretage justeringer i temperaturen (HI, LO, OFF). De nærmere detaljer om, hvordan brugerfladen kommer til at se ud, kender vi endnu ikke.

<string name=”control_temperature_hi”>HI</string>
<string name=”control_temperature_lo”>LO</string>
<string name=”control_temperature_off”>OFF</string>

I øjeblikket kører Android Auto helt separat fra bilens infotainmentsystem og kan således ikke kommunikere med eller betjene nogle af bilens funktioner – modsat Android Automotive, som er Googles styresystem til bilers infotainmentskærme. Læs mere om forskellen mellem Android Auto og Android Automotive.

Se også: Test og anmeldelser af elbilers infotainmentsystem

Tættere integration mellem bil og Android Auto/Apple CarPlay

Hvis det bliver muligt at betjene klimaanlægget direkte fra Android Auto, slipper man i mange biler for at skulle forlade Android Auto-miljøet for at skifte over til skærmen, hvor justering af klimaanlægget foregår.

Vi ser også Apple arbejde på lignende funktionalitet i det kommende Apple CarPlay 2, så systemet kan tale sammen med bilens funktioner og foretage justeringer af blandt andet klimaanlægget. I dag er det allerede muligt i enkelte biler – blandt andet Ford Mustang Mach-E – for Apple CarPlay at aflæse batteriniveauet, så CarPlay kan estimere batteriniveauet ved ankomst til en destination.

På samme måde vil funktionen med betjening af klimaanlæg gennem Android Auto formentlig også afhænge af, om den enkelte bilproducent giver Android Auto adgang til bilens data. Ikke desto mindre er det et skridt i den rigtige retning, så Android Auto bliver tættere integreret med bilens forskellige funktioner.

Se også: De bedste apps til Android Auto

Perspektivering

Android Auto og Apple CarPlay er en nøglefunktion, som vi kigger efter, når vi tester elbilers infotainmentsystem. Et infotainmentsystem kan være nok så velfungerende og hurtigt at betjene som i tilfældet med Teslas elbiler, men fraværet af Apple CarPlay og Android Auto er en deal-breaker for mange potentielle kunder, idet den tætte integration mellem bil og smartphone forsvinder.

Overvejer du at købe eller privatlease ny elbil, og ønsker du en elbil med Android Auto eller Apple CarPlay? Så er der heldigvis et meget bredt udvalg. De fleste nye elbiler understøtter i dag Apple CarPlay og Android Auto, men der findes stadig mange modeller på markedet, som mangler det.

Se alle elbiler med Android Auto og alle elbiler med Apple CarPlay. I de to guides kan du også se, om bilerne understøtter kablet eller trådløs forbindelse.

Se også: De bedste apps til Apple CarPlay