Apple i kæmpe emoji-bummert

Det var muligvis ikke hensigten, men Apple er endt op med at få en del israelere op i det røde felt blot med en enkelt fejl i en emojiopdatering til iPhones.

Apple i kæmpe emoji-bummert

En ny softwareopdatering til iOS 17.4.1 betyder, at iPhone-brugere i Storbritannien, som skriver “Jerusalem” på tastaturet, nu bliver præsenteret for en emoji med det palæstinensiske flag.

På grund af svipseren beskyldes Apple for at tage parti i den igangværende konflikt mellem Israel og Palæstina.

Læs også: Teenagere elsker iPhone og Apple Watch

Uheldig fejl fra Apples side

Ændringen skyldes en Apple-funktion kaldet “forudsagt emoji”, som foreslår emojis baseret på indtastede ord.

Ifølge Apple var ændringen utilsigtet og blot et resultat af den seneste opdatering. Teknologigiganten fortalte BBC News, at de ville rette op på problemet i en fremtidig opdatering.

Svipseren dukker stadig op, når man bruger det engelske tastatur i Storbritannien, men den forekommer ikke, når man bruger det amerikanske tastatur.

Pro-israelere raser over ændringen

Rachel Riley, der er en britisk tv-vært og pro-israelsk, skrev på det sociale medie X, at opdateringen var en “form for antisemitisme, som i sig selv er en form for racisme mod jøder.”

Hun bemærkede, at input fra mange andre byer ikke giver anledning til forslaget om et nationalt flag.

Israel War Room – en pro-israelsk X-konto med mere end 285.000 følgere, skrev: “Jerusalem er Israels evige udelte hovedstad. Gik du glip af memoet, @Apple?”

Eylon Levy, der er tidligere talsmand for den israelske regering, sagde til The Sun, at det sandsynligvis var en “menneskelig fejl”. Han fortsatte med at sige, at opdateringen “sletter Israels hovedstad,” hvilket han hævdede var en del af den bredere “globale bølge af fjendtlighed” mod Israel.

Jerusalems status er et af de mest omstridte emner i den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvor både israelere og palæstinensere gør krav på byen som deres hovedstad.

Ikke første uheldige episode

Denne hændelse er ikke første eksempel på, at en techgigants automatiske funktioner utilsigtet har forværret spændingerne i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Sidste år udsendte X’s konkurrent Meta en undskyldning, efter at Instagrams automatiske oversættelsesfunktion tilføjede “palæstinensisk terrorist” til nogle brugeres biografier, på trods af at ordene ikke var med i deres oprindelige beskrivelser.

Hændelser som den Meta og senest Apple har oplevet viser, at man ikke skal træde meget ved siden af for at blive beskyldt for alvorlige ting. Her lader der til at være tale om en forholdsvis uskyldig fejl, men som altså hurtigt kan udvikle sig til en alvorlig og uhensigtsmæssig sag – selv om en techgigant som Apple.

Læs også: Apples ændringer i iOS er en hån af nye EU-regler