Google gør det nemmere at vælge andre søgemaskiner

Søgemaskiner som Bing, DuckDuckGo og Yahoo! slipper snart for at betale Google for at blive vist som alternativer til Google under opsætningen af Android-telefoner.

Google gør det nemmere at vælge andre søgemaskiner

Fra og med september bliver det endnu nemmere for brugere af Android-enheder at vælge en anden standardsøgemaskine end Google.

Europa-Kommissionen gav Google en bøde på 32 milliarder kroner i 2018 for at misbruge sin dominerende markedsposition inden for søgemaskiner. Ifølge Europa-Kommissionen var det i strid med reglerne, at mobilproducenter var tvunget til at inkludere Google-søgemaskinen og Chrome-browseren for at bruge Googles øvrige apps og tjenester.

Google blev derfor pålagt at give brugerne et frit valg om, hvilken søgemaskine brugere vil bruge. Googles løsning blev et auktionsformat, hvor søgemaskiner kunne byde ind på muligheden for at blive vist som alternativ til Google. Med andre ord fandt Google altså en måde at tjene penge på en af de de sanktioner, som Europa-Kommissionen påførte søgegiganten.

Den hidtidige model giver under opsætningen af en Android-enhed brugeren mulighed for at vælge enten Google eller de tre højestbydende alternativer til Google i tilfældig rækkefølge. I Danmark er det pt. de tre søgemaskiner GMX, info.com og PrivacyWall.

Læs også: Nu viser Android alternative søgemaskiner og browsere

Sådan ser den såkaldte Android Choice Screen ud i dag. Foto: Google

Se også: De bedste Android-telefoner lige nu

Mellemrubrik

På anbefaling fra Europa-Kommissionen har Google nu ændret den såkaldte Android Choice Screen. Snart bliver det derfor endnu nemmere for andre søgemaskiner at konkurrere med Google, oplyser Google i en pressemeddelelse og på Androids hjemmeside.

Fra og med september er det gratis for alternativer til Google at blive vist blandt andre søgemaskiner, når brugere opsætter deres Android-enheder første gang. Og hvor der pt. kun vises tre alternativer, vil der fremover blive vist op til 12 alternativer. Der er dog en række kriterier, som søgemaskinerne skal opfylde. Blandt andet skal de have en gratis app tilgængelig i Play-butikken.

De første fem søgemaskiner, som brugeren vil se, er dem, som ifølge analyseinstituttet StatCounter er de mest anvendte i det pågældende land. I Danmark er de fem mest anvendte alternativer til Google henholdsvis Bing, Yahoo!, DuckDuckGo, Ecosia og Yandex. Disse vil blive præsenteret i tilfældig rækkefølge. Op til syv yderligere alternativer til Google vil også blive vist på listen.

Over for Bloomberg har Europa-Kommissionen budt Googles tiltag velkommen og kaldt det for et ”positivt” tiltag.

– Brugere vil have endnu flere muligheder for at vælge et alternativ, lyder det fra Europa-Kommissionen.

Ændringen vil træde i kraft for alle brugere af Android-enheder i samtlige EØS-lande samt Storbritannien 1. september 2021.

Læs også: EU giver bøde til Google på 32 milliarder kroner