Google Meet understøtter nu videoopkald i fuld HD

Googles tjeneste for videoopkald, Google Meet, understøtter nu endelig fuld HD-opløsning, men det er ikke alle, der vil få glæde af det.

Google Meet understøtter nu videoopkald i fuld HD

Google Meet, der tidligere hed Google Hangouts, er en af de mest populære videoopkaldstjenester. Det har – dog indtil – nu været skuffende, at opløsningen på videoopkald kun var 720p. Nu understøtter Google Meet endelig fuld HD-videoopkald, men langtfra alle vil kunne få glæde af det.

Se også: Sammenlign priser på mobiltelefoner

COVID-19 satte virkelig skub i brugen af videoopkald. Det væltede ind med nye brugere hos Zoom, FaceTime, Teams, Messenger, Skype og ikke mindst Google Meet. Google Meet blev tilfældigvis gjort tilgængelig for alle brugere, netop som pandemien var brudt ud, og det var en god beslutning. Kort tid efter havde tjenesten nemlig mere end 100 millioner brugere om dagen.

Styrkerne ved Google Meet er, at det er meget brugervenligt, bruger meget lav båndbredde, har kryptering på alle opkald og der kan være helt op til 100 personer på et opkald. Den største ulempe er dog, at opløsning på video har været begrænset til 720p. Andre videokonferenceapps, herunder Zoom og Microsoft Teams, har allerede understøttelse af 1080p-opkald.

Men ikke længere, for nu får Google Meet altså fuld HD (1080p).

Kan ikke bruges af alle, der bruger Google Meet

Desværre er det ikke alle, der kan få glæde af den højere opløsning på videoopkald i Google Meet. Det er nemlig kun betalende kunder hos Google.

Det er erhvervskunder, der har abonnement på Workspace eller private kunder, der har et Google One-abonnement.

Funktionen er ikke aktiveret som standard, men man skal slå den til ved at vælge de tre prikker i øverste højre hjørne af videofeedet og derefter trykke på “Slå HD-video til”.

Google siger, at 1080p-videoopkald er tilgængelige for alle brugere med følgende abonnementer: Workspace Business Standard, Business Plus, Enterprise Starter, Enterprise Standard, Enterprise Plus, Teaching and Learning Upgrade, Education Plus, Enterprise Essentials og Frontline. Det er også tilgængeligt for brugere med et Google One-abonnement, der understøtter mindst 2 TB lagerplads.

Se også: Test af nyeste mobiltelefoner