Google strammer grebet: Snart bliver det sværere at installere visse apps

Google er begyndt udrulningen af en ny verifikationsproces for udviklere. Det betyder store ændringer for, hvordan du i fremtiden kan installere apps uden om Google Play Butik.

Google strammer grebet: Snart bliver det sværere at installere visse apps

Hvis du er vant til at hente dine apps andre steder end i den officielle Android-appbutik, skal du til at være opmærksom.

Google indfører nemlig nye regler, der skal gøre din Android-telefon mere sikker, men det gør processen mere besværlig.

Se også: Guide til de bedste Android telefoner

Slut med nem installation af ukendte apps

Google har nu officielt skudt gang i udrulningen af deres nye verifikationssystem til Android-udviklere.

Formålet er at rydde op i økosystemet og bekæmpe malware og svindel, som ofte spredes gennem apps fundet på nettet.

For den almindelige dansker betyder det, at apps, der ikke er registreret hos en verificeret udvikler, ikke længere kan installeres med et enkelt klik.

I stedet bliver man mødt af en mere kompleks proces, som Google kalder et “avanceret sideloading-flow”.

Dette nye flow inkluderer ekstra trin og en tvungen venteperiode, før installationen kan gennemføres.

Alternativt skal man bruge tekniske værktøjer som ADB (Android Debug Bridge) via en computer, hvilket i praksis udelukker de fleste almindelige brugere.

Se også: Guide: Sådan beskytter du dig mod usikre apps

Udrulningen sker gradvist frem mod 2027

Selvom processen for udviklere starter nu, vil de mest mærkbare ændringer for os brugere først lande senere på året.

Google planlægger en bred, global udrulning, der forventes at være fuldt implementeret i 2027.

Hvis du udelukkende bruger Google Play Butik, vil du sandsynligvis ikke mærke nogen forskel. Apps i butikken er allerede dækket af Googles eksisterende sikkerhedstjek.

Ændringen rammer kun dem, der aktivt henter APK-filer fra hjemmesider eller alternative kilder.

Nogle af de populære apps, der bliver hentet fra nettet er blandt andre: NewPipe, Vanced, Kodi, Signal, DJI Fly, DJI Home, F-Droid samt spilemulatorer.

Se også: Her er de 20 mest populære apps i Danmark