OnePlus: Vores brugerflade bliver mere som ren Android
OnePlus har længe fået ros for deres OxygenOS-software, der er baseret på Googles Android, som en af de absolut bedste brugerflader blandt Android-producenter. Med tiden gik OnePlus dog længere og længere væk fra Android, som Google har tiltænkt det – men det skal der nu laves om på, siger OnePlus. Næste version af OxygenOS, OxygenOS 13, vil minde mere om ren Android.
OnePlus’ OxygenOS-brugerflade er stadig blandt de bedste brugerflader til Android, men deres seneste opdatering, version 12, rykkere længere væk fra Googles Android end nogensinde før, og blev bestemt ikke mødt med ros fra brugerne. Tværtimod har smartphoneproducenten fået masser af kritik fra deres brugere og fans. Der er dog gode nyheder nu.
Under en præsentation på dette års Mobile World Congress, som afholdes netop nu, kunne OnePlus dog fortælle, at deres software fremover vil minde mere om ren Android (også kaldet stock Android).
Læs også: Test af OnePlus-telefoner
Deler kode med Oppos ColorOS
Sidste år annoncerede OnePlus, at de fremover bliver tættere med Oppo, og dermed vil få adgang til deres mange udviklere. Det betød samtidig, at OxygenOS og ColorOS skulle dele kode, men stadig være forskellige.
Ifølge OnePlus vil OxygenOS og ColorOS stadig dele kodebase, men vil forblive adskilte. OxygenOS 13, som den næste udgave hedder, vil med et designskifte gå tilbage til det rene og enkle Android-udseende, hvor ColorOS vil forblive en langt mere tilpasset brugerflade. OxygenOS 13 udkommer senere i år og vil være baseret på Android 13.
Android 13 forventes dog først lanceret til oktober, hvor Google typisk frigiver nye Android-versioner. Og det betyder, at OxygenOS 13 tidligst rulles ud der – og mon ikke også det bliver en hel del senere.
Flagskibet OnePlus 10 Pro på vej mod Danmark
OnePlus’ nye flagskibstelefon, OnePlus 10 Pro, blev lanceret i Kina tidligere i år, men har nu endelig kurs mod Danmark. OnePlus med meddelt, at OnePlus 10 Pro kommer i slutningen af marts.
Virksomheden vil også udvide sit udvalg af prisvenlige smartphones i Nord-serien. Det vil lancere sin mest overkommelige 5G-smartphone i Indien og Europa senere på året. Der vil også være flere IoT-produktlanceringer i 2022.
Se også: Den bedste telefon fra OnePlus