Ukendt mobilproducent er først med Android 15
Android 15 er endnu ikke rullet ud til Googles Pixel-telefoner, men det afholder ikke den kinesiske mobilproducent vivo fra at opdatere en af sine flagskibstelefoner med en stabil udgave af Android 15.
Funtouch OS 15, som er vivos tilpasning af Android 15, er nemlig begyndt at rulle ud til den foldbare mobil vivo X Fold 3 Pro. Den Android 15-baserede udgivelse kommer kun tre uger efter, at Googles kode ramte AOSP. Dermed er Vivo først til at udsende Android 15.
My vivo X Fold3 Pro just received Android 15 update.
Crazy how Vivo is the 1st major brand to be rolling out this out to their flagships. Not even Google Pixel has stable update yet.
Hoping for a just as good of an experience with FuntouchOS 15. Good job @Vivo_India. #Android15 pic.twitter.com/f4oSkKxfy1
— Ishan Agarwal (@ishanagarwal24) September 27, 2024
Se også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler
Google ikke længere først, men stadig bedst
Normalt plejer Google at være først med en ny Android-version til sine telefoner, men i år er Google altså slået af Vivo, som ikke sælger sine telefoner officielt her i Danmark. I stedet sælger moderselskabet BBK Electronics sine telefoner i Danmark gennem Vivos søstermærke OnePlus.
Det er kun tre uger siden, at Google offentliggjorde Android 15-kildekoden i Android Open Source Project (AOSP). Vivo har derfor haft fart på, for de første brugere har allerede modtaget Android 15-opdateringen. Og der er vel at mærke ikke tale om en betaudgave.
Det er altså tilsyneladende ikke længere en Google-telefon, man skal anskaffe sig for at få nye Android-versioner først. Det er nemlig først den 15. oktober, at Android 15 er klar til Googles Pixel-telefoner.
Til gengæld er Google fortsat førende, når det kommer til, hvor lang tid der bliver udsendt softwareopdateringer. Google lover nemlig syv års Android-opdgraderinger og sikkerhedsopdateringer.
Til sammenligning lover Vivo kun tre års opdateringer til flagskibet Vivo X Fold 3 Pro, som netop har fået Android 15. Her må fire års ekstra softwareopdateringer alt andet lige være at foretrække, da det giver telefonen meget længere levetid.
Se også: Android 15 klar til Android-mobiler fra 15. oktober
Disse telefoner får opdateringer i mange år
Hvis du er på udkig efter en Android-smartphone, som får opdateringer i mange år, er der heldigvis mange at vælge mellem. Google er førende med sine Pixel-telefoner, men Samsungs topmodeller i Galaxy S24-serien og de nyeste foldbare telefoner får også syv års Android-opdateringer.
Samsung giver også fire års Android-opdateringer til en lang række billigere Android-telefoner.
Apple er bestemt også værd at overveje på den front. Apple lover ikke et vist antal år med opdateringer, men historikken viser, at man kan forvente cirka seks års opdateringer – også i billigere iPhone-modeller.
Se hvor mange års opdateringer de forskellige mobilproducenter lover.