Apple iPhone X får det største batteri
Det virkede bekymrende, da det kom frem, at batteriet i iPhone 8 stod til at krympe i forhold til forgængeren iPhone 7. Det lovede ikke godt for selskabets kommende supermobil iPhone X.
Nye tal fra den kinesiske godkendelsesinstans TENAA, giver dog grund til optimisme, for ifølge disse vil iPhone X få det største batteri i 2017-familien.
I dokumentationen fra TENAA oplyses kapaciteten til at være på 2.716 mAh. En relativ beskeden størrelse i forhold til de fleste Android-smartphones, men ikke desto mindre nok til at over hale iPhone 8 og iPhone 8 Plus og deres henholdsvise 1.821 og 2.675 mAh.
iPhone X vil matche iPhone 8 på mane af de interne komponenter, men vil dog have et lidt større display at drive frem (5,8 tommer) end iPhone 8 Plus (5,5 tommer). Det særlig aflange 19,5:9 format i Apple iPhone X gør dog, at det samlede skærmareal er en smule mindre end i Plus-modellen.
Teknologien bag iPhone X displayet er i midlertidig en helt anden, hvilket ifølge Apple skulle give 2 timer længere driftstid til den nye stjerne i forhold til en iPhone 7.
Se også: iPhone 8 har mindre batteri – men understøtter nu hurtig opladning
Kvikopladning understøttes
Skulle batteriet ikke slå til, kan der heldigvis tankes hurtigt, for nu understøtter iPhonen omsider kvikopladning.
Både iPhone 8, iPhone 8 Plus samt iPhone X kan lades halvt op på en halv time – forudsat, at du har den rette oplader. Den lille og fikse medfølgende 5 W strømforsyning vil ikke række her. Du skal altså investere i en af Apples større USB-C baserede Macbook-opladere for at få ladet hurtigst op.