Nu er samtaler i Facebook Messenger endelig krypteret som standard
Meta, der ejer blandt andet Facebook, ruller nu ende-til-ende kryptering ud til chatsamtaler og opkald, der foregår mellem to personer. Dermed opfylder selskabet endelig det løfte, der har været ganske lang tid om at blive virkelighed.
Læs også: Snart kan Facebook Messenger ikke sende SMS-beskeder
Bevarer alle funktioner trods kryptering
Krypterede samtaler kom som en valgfri mulighed i Messenger i 2016, men efter en meget lang periode er ende-til-ende-krypteringen af beskeder og opkald i samtaler mellem to personer nu aktiveret som standard. Dermed er det kun dig og den anden part i en samtale, der kan se indholdet, forsikrer Meta.
“Det har taget år at levere, fordi vi har taget os tid til at gøre det rigtigt. Vores ingeniører, kryptografer, designere, policy-eksperter og produktchefer har arbejdet utrætteligt på at genopbygge Messenger-funktionerne fra bunden,” forklarer Loredana Crisan, der er vicedirektør for Messenger, til The Verge.
Ifølge Loredana Crisan er man ikke nødt til at opgive nogen som helst Messenger-funktioner, når man bruger krypterede samtaler. Man kan derfor fortsat bruge alt fra temaer til reaktioner på beskeder. Loredana Crisan nævner dog, at det kan ”tage lidt tid”, inden alle Messenger-samtaler skifter til kryptering som standard.
Ligesom Meta-appen WhatsApp anvender selskabet protokollen fra den krypterede beskedapp Signal. Dertil anvender Meta også sin egen nye Labyrinth-protokol.
Et skridt i den rigtige retning
At samtaler i Messenger nu overgår til at være krypterede som standard, er et skridt i den rigtige retning. Ende-til-ende-krypteringen i Messenger er stadig noget, som man kan vælge fra. Det er også fortsat en funktion, som man aktivt skal slå til i gruppesamtaler.
Beskeder i Instagram-appen er heller ikke krypterede som standard, selvom Meta i august lovede, at det ville ske ”kort efter” udrulningen af private Messenger-samtaler som standard.
Mark Zuckerberg annoncerede i 2019, at selskabet havde planer om at bevæge sig i retning af kryptering af korte beskeder i alle selskabets chatapps. I 2021 lød det også, at Messenger ville blive krypteret – men det er altså først sket nu.
”Jeg tror, at kommunikation i fremtiden i stigende grad skifter til private, krypterede tjenester, hvor folk kan være sikre på, at det, de siger til hinanden, er i sikkerhed, og at deres beskeder og indhold ikke ligger der for evigt. Det er den fremtid, jeg håber, vi vil være med til at skabe,” skrev han i et indlæg på Facebook.
At indføre kryptering som standard bør betyde, at Meta ikke kan se indholdet i de fleste Messenger-samtaler, og at selskabet heller ikke vil kunne give oplysninger videre til for eksempel politiet.
Sidste år skabte selskabet overskrifter, da en 17-årig fra Nebraska og hendes mor blev anklaget for at have udført en ulovlig abort, efter politiet havde fået fat i chathistorikken fra deres Messenger-app.
Læs også: Meta tester AI’s intelligens – konkluderer at AI er dum