Sådan vil FBI tvinge Google og Apple til hjælp
FBI, CIA og andre agenturer i samme boldgade er i USA alt andet end tilfredse med den kryptering, der er standard på Android 5.0 Lollipop og iOS 8. I deres forsøg på at få åbnet kryptering har FBI været kreative og haft de historiske briller på og brugt en lov underskrevet af George Washington.
Og ja, det er dén George Washington, som hovedstaden er opkaldt efter. Loven er fra 1789, og den giver en dommer ret til at beordre, at man skal hjælpe lovens håndhævere i ethvert omfang det er nødvendigt eller sømmeligt.
Læs også: FBI vil mindske Android- og iOS-sikkerhed
Den gamle formulering har af gode grunde ikke været tiltænkt elektronik som smartphones, og formuleringen er også meget bred – noget FBI har gjort brug af mindst 2 gange.
I en sag om snyd med kreditkort i New York lykkedes det anklagemyndigheden at overbevise en dommer om at udstede en ordre på baggrund af denne lov, mens det i en sag i Californien ikke lykkedes.
Apples og Googles argument uændret
Der er stadig stor modstand mod FBIs, CIAs og andre myndigheders insisteren på, at det skal være muligt at kunne bryde ind i en smartphone for myndighederne.
Det ændrer dog ikke på, at Google og Apple vil kunne give de samme argumenter, som de hele tiden har gjort. Det er nemlig ikke muligt for dem at bryde krypteringen på telefonen, for de har simpelthen ikke nøglen.
Læs også: Kryptering af mobiler bekymrer politiet
Det forhindrer dog ikke loven i at beordre Google og Apple til at yde teknisk support, hvis FBI skulle få held til at overbevise en dommer ifølge loven, der hedder ‘All Wits Act’.
Spørgsmålet er et helt andet, hvis det er informationer, der er gemt på en af de to store firmaers skyer. Der vil det nemlig være noget helt andet, da Google og Apple har adgang til materialet.