Twitter lancerer musikapplikation til mobilen
Twitter har bekræftet at de for nylig opkøbte den australske musiktjeneste We Are Hunted, hvilket er en tjeneste der giver brugerne muligheden for at finde populær musik baseret på trends i sociale netværk.
Wall Street Journals teknologiblog, AllThingsD, skriver at Twitter kan lancere denne musiktjeneste til mobiltelefoner allerede i dag – fredag den 12. april – og ellers måske i løbet af weekenden. Det er kilder, som angiveligt skulle have kendskab til planerne, der har udtalt sig til AllThingsD.
Det kunne dog godt se ud til, at rygterne om en musik-applikation fra Twitter passer. Ryan Seacrest har nemlig i går tweet’et, at han har fået adgang til applikationen.
Twitter har også lavet en hjemmeside til Twitter Music, som du kan se her. I skrivende stund, så sker der dog ingenting når man forsøger at logge ind.
Ifølge AllThingsD, så vil musikapplikationen foreslå artister, der er baseret på forskellige faktorer. Brugerne vil være i stand til at lytte til musikklip fra applikationen via tredjeparts tjenester som iTunes og SoundCloud.
Lanceringen af tjenesten falder sammen med den store musikfestival Coachella i Californien. Det skriver amobil.no.