Elgiganten: Apple forskelsbehandler forhandlere
Elgigantens salgschef Mogens Betzer mistænker Apples leveringspolitik for, at forskelsbehandle forhandlere, skriver Comon.dk
Mogens Betzer siger, at julesalget kunne have været en del bedre, hvis Apples leverancer havde været mere stabile. Han anslår, at de kunne have solgt ti til femten gange så mange iPhones i juleperioden.
Detailbutikkerne sælger iPhones med abonnementer, og er derfor afhængig af, hvor mange telefoner Apple stiller til rådighed for de enkelte teleselskaber.
Hos Elgiganten sælges iPhone med et TDC-abonnement, og her kniber det for leverandørerne, med at skaffe det antal telefoner, som efterspørges fra Elgiganten.
– “Vi har stadig kunder, der venter på deres iPhone fra før jul” siger Mogens Benzer.
Hos Elgiganten mistænker man de store nordiske teleselskaber for, at have nemmere adgang til Apples produkter.
Det afvises dog af Telias salgsdirektør Michael Bech, der dog tilføjer, at de der sælger meget, bliver prioriteret. Han mener det er Apples måde, at honorere de, der gør en indsats. “Det er der ikke noget nyt i” siger Michael Bech