Google går all-in på smartphones med Pixel 6 og Pixel 6 Pro
Der er stadig nogle måneder, til Google lancerer de kommende Pixel 6-smartphones. Men Google har valgt at gå anderledes til værks og har i går aftes dansk tid lavet en såkaldt præ-annoncering af telefonerne. De har inviteret en række udenlandske medier til at opleve telefonerne i times tid og har i den forbindelse offentliggjort en række billeder af telefonerne samt en masse nye detaljer om dem.
Google Pixel 6 og Pixel 6 Pro er navnet på de to telefoner, som altså endnu ikke annonceret endeligt. Dog har Google afsløret nyt om processoren, kameraerne, designet og Googles strategi fremadrettet.
Læs også: Pixel 6 kan få fem års opdateringer
Nyt glasdesign med enormt kamerahus
Google har offentliggjort en række pressefotos af Pixel 6 og Pixel 6 Pro. Begge telefoner har en forside og bagside af glas med en metalramme imellem.
De to telefoner skiller sig ud fra mængden med deres store og brede kamerahus på bagsiden, der minder en smule om Google Nexus 6P fra 2015. Kamerahuset på Pixel 6-serien er i den store ende, og det skyldes opgraderinger af kamerahardwaren. Mere om det senere.
Det sorte kamerahus har et omrids af metal, som smelter sammen med metalrammen rundt om telefonerne. På Pixel 6 er rammen sort og en smule mat, mens Pixel 6 Pro kan genkendes med dens sølv-blanke ramme og kant rundt om kamerahuset.
Pixel 6 har desuden en 6,4” Full HD+ OLED-skærm med en opdateringshastighed på 90 Hz, mens Pixel 6 Pro har en 6,7” OLED-skærm med 120 Hz og en højere QHD+-opløsning. Skærmen på Pixel 6 er helt flad, men den er en smule kurvet i siderne på Pixel 6 Pro.
Læs også: Google forklarer: Disse smartwatches får Wear OS 3
Første smartphones med Googles egen SoC
Den nok største nyhed i Pixel 6 og Pixel 6 Pro er, at den ikke kommer med en Snapdragon-SoC, men derimod Googles egenudviklede SoC kaldet Tensor SoC. Navnet kommer fra de såkaldte Tensor Processing Units (TPU’er), som Google har brugt i sine egne datacentre i over fem år nu.
Tensor SoC er en SoC, som består af både Google-designede komponenter og komponenter, som er licenseret fra andre chipdesignere. Google har endnu ikke meldt ud, hvem der har designet nogle af delene i SoC’en, men der går forlydender om, at det er Samsung-komponenter.
Med denne præ-annoncering forsøger Google at skabe en fortælling om, at det ikke handler om antallet af processorkerner, hvor mange gigahertz kernerne er på, og hvilken grafikchip der sidder i chippen på trods af, at Googles hardwarechef, Rick Osterloh, fortæller til The Verge, at SoC’ens ydeevne skulle være ”markedsførende”. Googles fokus er i stedet på kunstig intelligens. Google har i forvejen haft såkaldte co-processorer i Pixel-telefonerne med en Titan M-chip til at håndtere sikkerhed og en Pixel Visual Core-chip til at håndtere billedbehandling.
Tensor-chippen er væsentligt anderledes, oplyser Google. Tensor er nemlig designet specifikt med henblik på at drive Googles maskinlæring og kunstige intelligens fremad. Spørger man Google, er den såkaldte Tensor Processing Unit (TPU) ikke bare en sidekomponent til CPU’en og GPU’en, men en lige så vital del af SoC’en.
Læs også: Rygte: Google Pixel 6 bliver lige så hurtig som Galaxy S21
Store kameraforbedringer
TPU’en i Tensor-SoC’en skal blandt andet bruges til at forbedre billeder taget med Pixel 6. Tensor-chippen kan bruge kunstig intelligens til at forbedre slørede billeder i en hidtil uset grad.
Pixel 6 har helt nye og større kamerasensorer efter at have brugt de samme sensorer i mange år. Google vil dog ikke oplyse, hvilke sensorer der sidder i telefonerne. Det primære bagkamera er en ny sensor med vidvinkellinse, og så er der også en sensor med ultravidvinkellinse. Der er også en sensor med telefotolinse og 4x optisk zoom (sidstnævnte dog kun i Pixel 6 Pro).
Med kunstig intelligens er Google i stand til at tage en masse billeder med den primære sensor og skabe et HDR-billede. Det er der ikke noget nyt i. Men sensoren med ultravidvinkellinse bruges til at tage et lynhurtigt billede, som bevarer alle detaljerne. Disse detaljer flettes sammen med HDR-billedet.
Pixel-telefonernes svaghed har altid været videooptagelser, hvor Apple og Samsung har stået stærkere. Det skulle være blevet forbedret mærkbart med Pixel 6-serien. Google fremviste en demo med en 4K-videooptagelse med 30 fps, som var blevet optaget samtidig med både iPhone 12 Pro Max og Pixel 5. Og ikke overraskende klarede Pixel 6 sig bedst, lyder konklusionen blandt de medier, der fik lov til at se Pixel 6.
Årsagen til, at videooptagelserne skulle se meget bedre ud nu end tidligere, er at den nye Tensor-chip gør det muligt at anvende samme HDR-teknik fra fotografering på hver eneste frame i en videooptagelse – altså 30 gange i sekundet.
Læs også: Samsung Galaxy S22 kan få 200 megapixel kamera
Google går all-in på smartphones for første gang
Google har forsøgt sig med at lave smartphones i mange år. I de første år af Androids levetid udviklede HTC et par telefoner for Google. Sidenhen kom Nexus-telefonerne fra 2010 til 2015, og siden 2015 har Google lavet Pixel-telefoner.
Google har dog aldrig satset fuldt ud på at sælge smartphones. Pixel-telefonerne sælges kun i Australien, Frankrig, Tyskland, Irland, Japan, Storbritannien, Taiwan, USA og Canada, og det har været sparsomt med markedsføring af telefonerne. Der har altså ikke været noget stort ønske om at opnå store markedsandele. Det kan hænge sammen med, at Google ikke har følt, at man har haft et ægte flagskib, som kan tage konkurrencen op med de bedste smartphones på markedet. Det føler Google, at man nu har med Pixel 6.
Nu tror Google på, at man kan få flere markedsandele end de få procent, som man i dag har i USA. Google vil nemlig investere mange penge i at markedsføre Pixel 6-serien. Måske vil det betyde, at Google langt om længe udvider salgsområderne til blandt andet Danmark, så den kan købes direkte gennem Google selv.
Google oplyser, at Pixel 6 og Pixel 6 Pro kommer i efteråret 2021.