Amazons app til medarbejderchat forbyder ord som fagforening

En chatapp til ansatte hos Amazon har til formål at fremme arbejdsglæden. Ord som "fagforening" og mange andre vil automatisk blive sorteret fra.

Amazons app til medarbejderchat forbyder ord som fagforening

Amazons anti-fagforening standpunkt kan smitte af på selskabets apps til sine medarbejdere. The Intercept fortæller, at de har fået fat i interne dokumenter om planerne for en chatapp tiltænkt medarbejderne, der har som bagtanke at booste arbejdsglæden, men også indeholde en liste over blokerede ord med fokus på helt at undgå alt pro-fagforening.

Udover at forbyde brug af ordet fagforening (union), skal også ord som ”kompensation”, ”lønforhøjelse”, ”etik” og tilmed ”robotter” være blokerede.

Læs også: Amazon får rettighederne til James Bond efter MGM-opkøb

Skal opmuntre medarbejderne

Andre forbud har mest fokus på at holde en positiv ånd og rammer ord som ”uforskammet” og ”dum”. Det meste lader dog til at være centreret omkring arbejdsforhold. Amazon skal efter sigende have udvalgt ordene ved et møde på højeste niveau, der fandt sted i november 2021. Her satte de rammerne for en app med formålet at opmuntre ”shout-outs” og tilbyde digitale belønninger for at bidrage til selskabets fordel.

Appen skal efter sigende lanceres i april, men i en udtalelse til The Intercept har en talsperson fra Amazon, Barbara Agrait, sagt, at tiltaget endnu ikke er godkendt, samt at det kan blive ændret eller endda helt droppet.

Se også: Nyheder om arbejdsplads og hjemmekontor

Kommer på et dårligt tidspunkt

Hvis appen bliver lanceret, bliver det på et svært tidspunkt. Medarbejderne i Amazons varehuse i Staten Island har lige stemt for at organisere sig i fagforening, og i Bessemer i Alabama har man lige haft et meget omstridt genvalg, hvor begge sider har beskyldt den anden for at fuske.

Appen kan ikke forhindre medarbejderne i at organisere sig, men den kan være med til at fremhæve de problemer, selskabet helst ikke vil have nogen i koncernen til at tale om.