Samsung vil halvere OLED-skærmes strømforbrug

Samsung vil halvere strømforbruget på OLED-skærme i smartphones for at give mulighed for, at fremtidens telefoner kan bruge mere strøm på strømkrævende AI-funktioner.

Samsung vil halvere OLED-skærmes strømforbrug

Samsung Display havde meget at vise frem ved sidste uges iMiD 2024 – en sydkoreansk konference omhandlende skærmteknologi.

Samsung demonstrerede et imponerende micro-LED-skærmpanel, der kan strækkes som gummi, men det var især selskabets fokus på OLED og AI, der fyldte.

Se også: De bedste priser og tilbud på Samsung-telefoner

Bedre OLED-skærme giver bedre AI

Ifølge chefen for Samsung Display, Lee Cheong, går OLED og AI nemlig hånd i hånd, selv om det umiddelbart lyder som to meget forskellige teknologier, der ikke har meget med hinanden at gøre. Kommende fremskridt inden for teknologien bag OLED-skærme vil dog være med til at drive AI fremad på især mobilområdet, hævder Samsung.

AI-æraen kræver enheder med masser af strøm, så de kan levere en billedkvalitet, “der ikke kan skelnes fra virkeligheden”, og have store skærme i ekstremt transportable formfaktorer. Som Lee Cheong sagde ved iMiD 2024: “Den perfekte skærm, der lever op til disse krav, er OLED.”

Se også: Top 5: De absolut bedste Android-mobiler

OLED-skærme strømforbrug halveres

Da Samsung i 2021 udviklede den første OLED-skærmteknologi uden en såkaldt polariserende film mellem skærmpanelet og glasset, reducerede sydkoreanerne strømforbruget med 25-30 procent.

Den milepæl har Samsung dog ikke stillet sig tilfreds med. De arbejder videre på at optimere strømeffektiviteten og vil nu reducere OLED-skærmenes strømforbrug yderligere til “mindre end halvdelen af det nuværende niveau.”

Afvikling af AI lokalt på mobiltelefoner kræver meget strøm, og en af de bedste metoder til at forsyne AI-drevne algoritmer med strøm er at gøre OLED-skærmene mere energieffektive. Al den frigjorte strøm, som en mere energieffektiv OLED-skærm giver, kan bruges til AI-funktioner uden at øge telefonernes samlede strømforbrug.

Se også: Samsung Galaxy AI kommer til billigere smartphones

Multi-foldbare enheder på vej

Samsung Display oplyser også, at 6G-æraen sammen med de seneste fremskridt inden for AI kommer til at øge behovet for enheder med store skærme, og it-giganten pointerede, at den er i gang med at udvikle produkter med forskellige formfaktorer såsom dobbelt-foldbare, multi-foldbare og rulbare enheder. Helt siden iMID 2021 år så vi Samsung Display demonstrere de første prototyper af den slags enheder.

Derudover nævnte Samsung også kort, at mikroskærme til XR-enheder (VR- og AR-headset) i fremtiden kan fungere som transportable enheder med store skærme. Pris og vægt er pt. de største hindringer lige nu, men ”markedet for XR-enheder kommer til at opleve enorm vækst”, når de hindringer er væk, spår Samsung.

Alt i alt lader der altså til at være mange teknologiske forbedringer på vej til OLED-skærmteknologien, som man ellers kunne tro efterhånden var nået til det punkt, hvor teknologien ikke kan forbedres meget mere. Samsung lader dog til at have stor tiltro til OLED-teknologien, som vi tilsyneladende kommer til at se meget mere til i de kommende år.

Se også: Fordele og ulemper ved foldbare mobiltelefoner