Teleselskab bruger AI til at advare om fupopkald
I kampen mod fup- og spamopkald har det britiske teleselskab O2 taget et nyt AI-værktøj i brug for at beskytte sine kunder mod svindlere.
Værktøjet hedder Call Defence og bruger AI til at vurdere opkaldsnumres legitimitet. Hvis systemet har mistanke om, at et telefonnummer er suspekt, advarer det brugerne, før de tager telefonen.
Se også: Undgå spamopkald med ny iPhone-funktion
Analyserer automatisk opkald i realtid
Funktionen er udviklet sammen med virksomheden Hiya, som udvikler løsinger til at beskytte sig mod spam og svindel. Hiya har også allerede en app i App Store og Google Play, men samarbejdet med O2 stikker dybere.
Ifølge O2 er Call Defence i stand til at analysere et opkalds adfærd i realtid. Hvis værktøjet fastslår, at et opkald kan være svindel eller spam, vil det blive markeret på brugerens smartphone-skærm med beskeden ”mistanke om svindel”. Brugerne kan så vælge, om de alligevel vil besvare opkaldet.
Det nye AI-værktøj bliver ifølge O2 rullet ud i etaper. Det vil blive aktiveret automatisk for brugere af teleselskabets mobilabonnementer og for virksomhedskunder. Man skal ikke gøre noget for at aktivere den gratis funktion, men iPhone-brugere skal dog sørge for at opdatere deres iPhone til iOS 18.
Call Defence virker kun på indgående telefonopkald, når brugeren er koblet på O2’s mobilnet.
Se også: Snart er det slut med forfalskede telefonopkald
Et af flere tiltag mod fupopkald
O2 er er det første britiske teleselskab til at tilbyde funktionen kvit og frit. I juli lancerede konkurrenten EE tjenesten Scam Guard, som kræver abonnement, men som gør det samme, og som også drives i samarbejde med Hiya.
O2 har for blot få uger siden også lanceret Daisy, som er en menneskelig AI, der er designet til at spilde telefonsvindlernes tid. Daisy bruger en generativ AI-talemodel til at holde svindlere fast i en samtale og forhindre dem i at forsøge at snyde rigtige mennesker.
Google er også ved at udrulle en AI-drevet Scam Detection-funktion i appen Opkald til Pixel-telefoner – dog indtil videre kun som en betaudgave i USA.
Hvor effektive disse værktøjer end er, er fupopkald stadig en reel risiko for mange. Det mest pålidelige forsvar mod svindel er fortsat at være årvågen. Hvis du ikke er sikker på, om et opkald er ægte eller ej, bør du altid være forsigtig.
Se også: Guide: Bloker opkald og beskeder fra telefonnummer på Android-telefon
Perspektivering
Ligesom i Danmark er svindel- og spamopkald også et stort problem i Danmark. Herhjemme bliver der arbejdet på en national løsning, der involverer regeringen og telebranchen.
Der implementeres snart en national firewall, som filtrerer alle SMS-beskeder for mistænkelige tegn og beskytter mod såkaldt spoofing, hvor telefonnumre forfalskes. Løsningen har dog fået kritik for at være meget indgribende i folks privatliv, men regeringen og telebranchen henviser til, at løsningen er implementeret med stor succes i Finland.
Uanset implementeringsform er der stort behov for teknologiske løsninger til at gøre livet sværere for it-kriminelle. Hvert år udsættes omkring 150.000 danskere for it-kriminalitet, og i 2023 modtog politiet over 35.000 anmeldelser om it-relateret økonomisk kriminalitet, hvilket er en stigning på 30 procent i forhold til året før.
Se også: Snart kan teleselskaberne analysere dine SMS-beskeder