Wi-Fi giver trådløse høretelefoner bedre lydkvalitet og rækkevidde

Qualcomms nye chips til trådløse høretelefoner bruger både Bluetooth og Wi-Fi til at forbedre lydoplevelsen markant.

Wi-Fi giver trådløse høretelefoner bedre lydkvalitet og rækkevidde

Qualcomm har foruden den nye Snapdragon 8 Gen 3 også lanceret to nye processorer til streaming af lyd, nemlig S7 og S7 Pro. Den nye S7 Pro-chip åbner op for morgendagens muligheder med hovedtelefoner og højtalere. Blandt andet skal Wi-Fi nu spille en afgørende rolle i forbindelsen mellem enhed og lydkilde.

Læs også: Seneste nyt om Mobilteknologi og telebranchen

Længere rækkevidde og højere kvalitet

Et stort fokusområde for den nye S7 Pro-chip er forbindelsen mellem højtaler eller hovedtelefoner og din mobile enhed såsom en telefon.

Det bliver nemlig nu muligt at afspille musik fra større afstande, da forbindelsen fremover skal støttes af Wi-Fi. Med andre ord kan du nu efterlade din telefon på større afstand, end det hidtil har været muligt med Bluetooth – og det endda uden, at det forbruger mere strøm.

Ifølge Qualcomm kan den nye teknologi levere trådløs lyd over afstande, der er “langt over, hvad der er muligt i dag ved kun at bruge Bluetooth”.

Samtidig vil det også være muligt at streame musik i højere lydkvalitet, da Wi-Fi understøtter højere kvalitet end Bluetooth. Via Wi-Fi kan man streame lyd med hele 29 Mbit/s.

Qualcomm kalder denne nye funktion for ”Expanded Personal Area Network (XPAN)” og understøtter Wi-Fi-frekvenserne 2.4 GHz, 5 GHz og 6 GHz.

Smartere aktiv støjreduktion med AI

Et andet område, der har været i fokus i den nye S7 Pro chip er AI – præcis som det også er tilfældet med Snapdragon 8 Gen 3, som Qualcomm også står bag.

Helt konkret vil AI bringe forbedringer til ANC (Active Noise Cancellation) med sig. Dino Bekis, som er vicedirektør hos Qualcomms afdeling for Wearables and Mixed Signals Solutions, skitserer et eksempel, hvor du har hovedtelefoner på, mens du er ude at cykle.

Idet en lastbil passerer dig, vil den nye, smartere ANC sørge for at slukke for sig selv og lade dig høre omgivelserne lige i det øjeblik, så du bliver opmærksom på lastbilen, når den kører forbi dig.

Kræver mobilenhed med nyeste Snapdragon-processor

For at få alle de nye, smarte funktioner til at virke skal du eje en mobilenhed, som er drevet af den nye Snapdragon 8 Gen 3-processor.

Da Snapdragon 8 Gen 3 først lige er blevet lanceret, findes der endnu ikke nogen enheder på markedet, som er drevet af den nye processor. Dertil går der højst sandsynligt et stykke tid, før vi ser de første trådløse lydenheder med Snapdragon S7-serien.

Læs også: Huawei klar med fremtidens Wi-Fi og Bluetooth