Huawei leger også med på dual-SIM
En lille blomstrende trend ulmer i mobilbranchen. Det lader til, at producenterne er blevet opmærksomme på, at der måske er et lille marked for dual-SIM telefoner – altså smartphones med plads til to SIM-kort.
HTC har annonceret en dual-SIM version af den anmelderroste HTC One, og senest har den nye smartphone-producent Kazam annonceret hele syv modeller, der alle indeholder plads til to SIM-kort.
Den udvikling vil Huawei ikke stå tilbage for, så de har sendt Android-smartphonen Huawei Ascend G525 på markedet. Der er tale om en dual-SIM telefon på 155 gram.
Telefonen har 4 GB intern hukommelse, 1 GB RAM samt 3G-forbindelse. Som på andre dual-SIM telefoner fungerer dataforbindelsen kun på det ene SIM-kort.
Derudover har Ascend G525 quad-core processor på 1,2 GHz, 5 megapixels kamera og en skærm på 4,5” (540 x 960 pixels).
G525 koster uden abonnement cirka 1.600 kroner.