Android 12 og Pixel 6 lanceres den 19. oktober

Det bliver den 19. oktober, at Google vil præsentere Pixel 6 og Pixel 6 Pro og samtidig officielt lancere Android 12. Kommer Pixel 6 til Danmark?

Android 12 og Pixel 6 lanceres den 19. oktober

Google har endelig meldt ud, hvornår præsentationen af de nye Pixel-telefoner og Android 12 kommer til at ske. Det bliver den 19. oktober, at Pixel 6 vil blive vist frem, og sandsynligvis også den dag Android 12 vil blive rullet ud.

Se også: De bedste Android-telefoner

Pixel 6 til Danmark?

Der er stadig meget vi ikke ved om Pixel 6 og Pixel 6 Pro endnu, selvom Google allerede har delt detaljer om dem. Først og fremmest har Google vist det spændende nye design frem samt delt informationer om dens chipset. Pixel 6 vil nemlig benytte en “Google-chip”, som går under navnet “Tensor”.

“Den 19. oktober præsenterer vi dig officielt for Pixel 6 og Pixel 6 Pro – de helt nye Google-telefoner. De er drevet af Tensor, Googles første specialfremstillede mobilchip, og de er hurtige, smarte og sikre. Og de tilpasser sig dig. #Pixel6Launch”, skriver Google.

Det bliver altså den 19. oktober at vi vil få alle informationer om Pixel 6, inklusiv om den skulle komme til Danmark. Vi har tidligere vist vores utilfredshed med, at mange Google-produkter aldrig kommer til Danmark – inkusiv Pixel-telefoner. Vi har også set Google gøre fremmarch i Danmark, og der er nu flere produkter fra søgegiganten end nogensinde før. Så det er altså ikke umuligt, at Google Pixel 6 kommer til Danmark. Vi håber i hvert fald.

Google Pixel 6
Sådan ser Google Pixel 6 ud.

Android 12 kommer også

Den 19. oktober bliver også den officielle lanceringsdato for Android 12, som Pixel 6-telefonerne vil have præinstalleret. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det er på denne dag, at Android 12 ruller ud. Og bliver Android 12 rullet ud, så bliver det sandsynligvis kun til Pixel-telefoner.

Først senere hen vil Android 12 rulle ud til Samsung, OnePlus, Motorola, Nokia, Xiaomi og hvad der ellers findes af Android-smartphoneproducenter derude.

Du kan læse meget mere om Android 12 her.

Læs også: Hvordan forbedrer Android 12 din mobil?