Billeder viser BlackBerrys Android-smartphone frem
Det er næppe nogen hemmelighed længere, at den hårdt ramte canadiske producent, BlackBerry, arbejder på en ny model med Googles Android-styresystem, og nu giver nye billeder mere hold i rygtet.
Læs også: BlackBerry på vej med en række Android telefoner (rygte)
Hjemmesiden CrackBerry er kommet i besiddelse af tre billeder, der oven på det første lækkede billede afslører mere af det noget spektakulære design, som man roligt kan sige, at BlackBerry er kendte for.
Det tyder nemlig på, at du i sand BlackBerry-stil kan skubbe skærmen op, hvor der gemmer sig et fysisk tastatur bagved.
Billederne er angiveligt lavet til interne formål hos BlackBerry og viser tre egenskaber fra den nye Android-smartphone fra firmaet: BlackBerry Hub, kameraet og muligheden for at bruge Chromecast.
Ny Android-udgave af BlackBerry Hub
På billedet med tekstbeskeder vises telefonen med en prototype af BlackBerrys egen BlackBerry Hub-app, der både indeholder tekstbeskeder, e-mail og sociale medier som Facebook, LinkedIn og Twitter designet i Googles Android-designsprog kaldet Material Design.
Det er altså igen en tydelig indikation af, at BlackBerry rent faktisk pønser på et skift til Android, efter firmaets eget BlackBerry OS ikke har lokket mange nye brugere til.
18 MP kamera med optisk billedstabilisering
Dernæst vises kameraet frem, og her er der rundt om linsen indgraveret ”18 MP”, hvilket er helt i overensstemmelse med tidligere rygter om smartphonen med kodenavnet Venice. Kameraet med de mange megapixels bliver holdt stabilt med optisk billedstabilisering.
Læs også: BlackBerry overrasker med lille overskud
Det ser også ud til, at der på bagsiden benyttes samme kulfiber-lignende tekstur omkredset af en tynd metalramme, som BlackBerry også gør brug af på den næsten to år gamle Z30-model.
Er kompatibel med Chromecast-streaming
Til sidst viser en rendering Android-telefonen fra BlackBerry frem forfra, hvor YouTube-appen er åben. Heri viser BlackBerry, at Chromecast-streaming er muligt, så du kan afspille videoerne fra telefonen på den store tv-skærm.
Det betyder med andre ord, at BlackBerry ”Venice” må komme på markedet med hele Google-softwarepakken såsom Play-butikken, Play-tjenester, Drev og Gmail – ellers kan det ganske enkelt ikke lade sig gøre.