Dårligt nyt: Samsung dropper måske foldbar mobil

Rygtebørsen siger, at Samsung overvejer at droppe en af deres mest populære mobilserier. Den kommende model kan altså blive den absolut sidste af sin slags.

Dårligt nyt: Samsung dropper måske foldbar mobil

Er du vild med de små, smarte klaptelefoner? Så er der triste nyheder. Det tyder på, at Samsung er klar til at aflive Flip-serien for at satse alt på de større modeller.

Se også: Test af billige telefoner

Samsung overvejer at lukke populær serie

Samsung var blandt de første til at genoplive den klassiske klaptelefon i et moderne format, da de i 2020 sendte den første Galaxy Z Flip på gaden. Siden da har vi fået en ny model hvert eneste år.

Men nu tyder meget på, at festen snart er forbi. Hvis de seneste rygter, fra lækkeren @fireuniverse8 på X, taler sandt, bliver den kommende Galaxy Z Flip 8 den absolut sidste model i serien.

Indtrykket har ellers været, at netop Flip-varianten har været den mest populære blandt forbrugerne. Derfor skaber denne beslutning en smule undren.

Se også: Guides til mobiltelefoner

Fokus flyttes til de helt dyre drenge

Ifølge @fireuniverse8 planlægger Samsung at indstille Flip-serien permanent. Formålet er angiveligt at lægge alle kræfter og ressourcer over i den større og markant dyrere Galaxy Z Fold-serie.

For forbrugerne er det en ærgerlig tendens, hvis udvalget af de mere kompakte foldbare telefoner skrumper ind. Det efterlader færre valgmuligheder til en rimelig pris.

Der findes heldigvis fine alternativer fra Motorola og andre, men Samsung er en stor drivfaktor for ny teknologi, og det er trist at se, at de måske smider håndklædet i ringen.

Se også: Spar dine penge: Disse 3 populære mobiler skal du undgå

En sidste hilsen med top-specifikationer

Rygterne siger, at Galaxy Z Flip 8, altså måske den sidste Flip, bliver udstyret med Qualcomms absolut kraftigste processor, Snapdragon 8 Elite Gen 5.

Herhjemme i Europa må vi dog som regel nøjes med Samsungs egne Exynos-chips. Det bliver spændende at se, om vi får den at se på det danske marked denne gang.

Præsentationen af den potentielt sidste klaptelefon forventes at finde sted den 22. juli 2026.

Her vil den blive vist frem sammen med storebroren Galaxy Z Fold8 og Z Fold8 Ultra.

Se også: De bedste topmodeller i kæmpe prisfald