Football Manager 2010 klar til iPhone
Mange fodboldnørders foretrukne computerspil kan nu købes i en iPhone-tilpasset version. Det drejer sig om Football Manager 2010 – også kaldet FM 2010.
iPhone-udgaven af spillet er ikke lige så omfangsrig som pc-versionen, men der er dog træningsskemaer, spillerhandler og pressespørgsmål at tage sig af.
Det er ikke muligt at blive manager for et dansk hold. Til gengæld kan man udfolde sine talenter i England, Spanien, Italien og otte andre lande.
Det er ikke første gang, at Football Manager bliver frigivet i en mindre version. Spillet findes således også til PSP.
FM 2010 til iPhone og iPod Touch er klar til download i App Store. Prisen er 75 kroner.