Her er den første dansker med en iPhone 4S
Med jubelråb og klapsalver blev salget af iPhone 4S åbnet i London klokken 9.00 (dansk tid) fredag den 14. oktober 2011.
Mellem 500-600 personer havde taget opstilling foran Apple Store, og Jonas fra København, var nummer to i rækken. Han blev dermed, efter alt sandsynlighed, den første dansker med en iPhone 4S i lommen.
– “Det er helt vildt fedt være med til. Der er virkelig mange iPhones på hylderne, men også mange mennesker. Jeg har over de seneste par døgn sovet få timer, så nu skal jeg hjem og lege med den, og så sove,” fortæller en glad men træt Jonas til Mobilsiden.dk.
iPhone 4S sættes til salg i Danmark fredag den 28. oktober.