HTC bag kommende Nexus-tablet
Der har været rygter fremme omkring Googles Nexus-serie og dennes fremtid, som ikke ser særlig lyse ud, men HTC fra Taiwan har tilsyneladende den næste i rækken klar af enheder til Googles populære produktserie.
Enheden går under kodenavnet Volantis, og Android Police bedyrer, at der er tale om mere end bare et rygte, men et produkt som vil få debut i fjerde kvartal 2014.
Selve tabletten anvender et mere firkantet skærmformat, der minder om iPads 4:3 format. Det vil dog blive den næste udgave af Android, der vil styre systemet, og ifølge kilder hos Google skulle det angiveligt være den sidste i Nexus enhed før Android Silver overtager i 2015, det skriver Android Police.
Det 8,9 tommer store display får en opløsning på 2048×1440 som giver 281 PPI. Skærmen bliver, ligesom iPad, svøbt ind i et unibody alu-kabinet, mens vægten på 418 gram lander et sted mellem iPad mini og iPad air. HTC vil, som i deres mobiltelefoner, anvende frontvendte stereohøjtalere.
I maskinrummet bliver det en Nvidia K1 processor, der leverer hestekræfter flankeret af 2GB RAM. Lagerpladsen fås kun i 16 eller 32GB udgaver ogkan ikke udvides med micro-SD.
Læs også: Nvidia Tegra K1 chip imponerer i første test
HTC Volantis specifikationer
Mål: 226 x 152 x 7,8 mm, 418 gram/427 gram (LTE)
Ydelse: Nvidia Tegra K1, 2GB RAM
Skærm: 8,9-tommer IPS (2048 x 1440), 281 PPI
Lagerplads: 16/32GB
Kamera: 8.0MP / frontkamera 3MP
Operativsystem: Android L
Netværk: WiFi/ 4G LTE
Øvrigt: Frontvendte stereohøjtalere, fås i grå eller hvid
Prisen på HTC Volantis vil placere den i high-end segmentet. Billigst bliver 16GB WiFi-varianten på 399$, mens 32GB udgaven lander på 499$ eller omtrent det samme som retina iPad mini koster i USA. En dyrere 4G/LTE version er også i støbeskeen.