Lenovo Legion Phone Duel 2 er et kraftværk til gaming

Med high-end specifikationer, kæmpe skærm, aktiv køling, utallige genvejsknapper og et design, der skriger gaming, vil Lenovo Legion Phone Duel 2 imponere publikummet.

Lenovo Legion Phone Duel 2 er et kraftværk til gaming

Med deres nye gaming-telefon vil Lenovo virkelig gøre opmærksom på sig selv. Her er en telefon, der på alle måder skriger gaming, med specifikationer helt i top og et design der matcher. Her er hvad du skal vide om den nye Lenovo Legion Phone Duel 2, som går direkte i kødet på ASUS ROG Phone 5.

Læs også: Test af ASUS ROG Phone 5 – mere end blot power

Lenovo Legion Phone Duel 2 (ikke ligefrem et let huskeligt navn) vil imponere med en næsten 7 tommer skærm, med hurtig opdateringsfrekvens, Snapdragon 888, chipset, mere RAM end din gaming-PC, masser af gaming-optimerede detaljer og et spændende design. Ikke nok med det, så kommer den med usandsynlig hurtig opladning, som næsten slår OnePlus’ nye 9 Pro-topmodel. Hvem skal købe denne vilde telefon? Dig der går 100 procent op i gaming på mobilen, og som vil have den bedste chance for at vinde. Men det bliver ingen billig fornøjelse, for den største udgave af Lenovo Legion Phone Duel 2 koster 999 dollars. Uden at have den officielle danske pris, så bliver den nok omkring 8.000 kroner… men så får du også 16 GB RAM.

Se også: De hurtigste og bedste gaming-telefoner

Gigant AMOLED-skærm med 144 Hz

Når man først ser Legion Phone Duel 2, er man ikke i tvivl om, at den er bygget til gaming. Den ligner faktisk mere en håndholdt gaming-enhed, end den ligner en mobiltelefon. Bagsiden er designet, så man har plads til fingrene, hvor kameraer, den aktive køling og selvfølgelig LED-lys er placeret midt på.

Der er mange specifikationer på Lenovo Legion Phone Duel 2, som er spændende at kigge nærmere på. En af de mest interessante er den gigantiske skærm. Skærmen er af AMOLED-typen på 6,92 tommer med 144 Hz-opdateringsfrekvens, HDR 10+ og helt op til 1300 nits. Det betyder også, at Phone Duel 2 er en stor krabat, som måler 176 x 78.5 x 9.9 mm og vejer 259 gram.

Under den imponerende skærm sidder en Snapdragon 888, som lige nu er den hurtigste chip på markedet til Android-telefoner. Hertil er der helt op til 18 GB RAM LPDDR5 og 512 GB UFS 3.1 lagerplads. For at holde al hardwaren kølig og optimalt kørende, så er Phone Duel 2 udstyret med aktiv køling. Her sidder to bittesmå kølere, som trækker kold luft ind og varm luft ud, med helt op til 15.000 omgange i minuttet. Ifølge Lenovo, så skulle disse dog kun støje 27dB, men hvad er mere interessant er holdbarheden, når der kommer skidt, støv og andet i de små kølere.

Lenovo Legion Phone Duel 2
Lenovo Legion Phone Duel 2 har to små aktive kølere.

Derudover er der selvfølgelig stereohøjtalere i høj kvalitet samt et 5G-modem, som automatisk skifter til Wi-Fi, skulle forbindelsen afbrydes midt i spillet.

To batterier og lynhurtig opladning

Ligesom vi kender det fra OnePlus’ sidste telefoner, så benytter Lenovo også dobbelte batterier. Det giver mulighed for hurtigere opladning, uden at batterier bliver for varme. De to batterier er på 2.750 mAh hver, hvilkt giver en samlet kapacitet på 5.500 mAh.

Opladning kan ske ved 90W, men det kræver man køber opladeren til formålet. Den tager batteriet fra 0-80 procent på blot 17 minutter. I stedet kommer telefonen med en 65W-oplader, som burde være rigeligt hurtigt til de flestes behov.

Læs også: Gaming på mobilen er enormt – slår alle andre platforme

Masser af gaming-genveje

Også når det kommer til softwaren er der gaming alle vegne. Her er gaming-specifikke indstillinger og op til 200 muligheder for genvejsknapper. Der sidder nemlig hele otte virtuelle knapper på Lenovo Legion Phone Duel 2, som giver store fordele i kampens hede.

På rammen finder man fire ultralyds-knapper med lynhurtig reaktion, to på bagsiden og to “Force Touch”-knapper i skærmen. Her kan man mappe genveje i spil, som giver en enorm fordel.

Og når man gerne vil streame gaming-sessioner på Youtube, Facebook eller Twitch, så er Lenovo Legion Phone Duel 2 også klar til dette. Forsidens pop-up kamera er 44 megapixel og en blænde på f/2 med en Samsung GH1-sensor. På bagsiden sidder to kameraer, som er mindre vigtige i en gaming-telefon.

Pris og tilgængelighed på Lenovo Legion Phone Duel 2

Lenovo Legion Phone Duel 2 kommer i løbet af sommeren 2021, med en pris startende fra 799 euro. Vi har endnu ikke en dansk pris. Den kommer i farverne Ultimate Black and Titanium White.

Inden for et par uger får vi Lenovo Legion Phone Duel 2 til test. Hvis der er noget du gerne vil vide om den, så spørg endelig løs.

Se også: Find billigste priser på gaming-telefoner

Emnet følges op

Meget er sket siden redaktionen skrev artiklen. Lasse Olsen har bragt sagen videre. 30/3/2021 publicerede redaktionen artiklen; Beoplay Portal: Første gamingheadset fra B&O – Læs den her. Få også seneste nyt i sagen her..