Samsungs mobilsalg sætter kedelig bundrekord
Smartphoneindustrien er ved at vende tilbage til normalen efter en usikker periode på grund af coronapandemien. En usikkerhed der også tvnag dem til at skære ned på antal forventede solgte enheder for året.
Blandt de producenter, der har kunnet mærke dette, er Samsung. For første gang i ni år har Samsung solgt færre end 300 millioner telefoner her i 2020.
Se også: Anmeldelse af Samsungs mobiler
Årligt mobilsalg på under 300 millioner – ikke set i 9 år
Ifølge det sydkoreanske ETNews forventes Samsung at lande på 270 millioner solgte telefoner i år. Ved udgangen af tredje kvartal af 2020 havde giganten solgt 189,4 millioner telefoner, både feature-telefoner og smartphones.
Det forventes dog, at Samsung vil havne over 300 millioner solgte telefoner til næste år i og med, at efterspørgslen stiger i takt med at markedet vender tilbage til sit normalniveau. Det forventes også, at Samsung kommer til at nyde godt af Huaweis problemer med sanktioner fra den amerikanske regering.
ETNews skriver desuden, at Samsungs eget mål for 2021 ligger på 307 millioner solgte telefoner, hvoraf de 287 millioner er smartphones og resten feature-telefoner. Det mål siges at være noget konservativt sat, da selskabet forbereder sig på eventuelle uforudsete udfordringer i 2021, som det har været tilfældet i 2020.
Se også: Find priser på Samsung Galaxy S
Overskuddet falder også – der sælges for få dyre telefoner
Samtidig forventes overskuddet også at falde, idet efterspørgsel efter flagskibene falder. Det underbygges også at, at størstedelen af de solgte enheder kommer fra Samsungs billigere serier, Galaxy M og Galaxy A.
Ud af de 287 millioner smartphones, som Samsung forventer at sælge i 2021, regner de med at sælge 49,8 millioner flagskibe. Det tæller blandt andet Galaxy S21-serien og foldbare enheder.
Når det gælder netop de foldbare enheder, forventer Samsung at producere omkring 6 millioner enheder næste år. Halvdelen af dem vil være af en billigere type, som Samsung håber på kan øge interessen for foldbare telefoner.
Samsung har desuden planer om at give 5G-telefonerne et ordentligt push næste år. Ud af de 270 millioner smartphones, de regner med at sælge, vil de 237 millioner af dem komme fra deres Galaxy A og Galaxy M-serier, hvor den sidstnævnte er målrettet det voksende indiske marked.
Se også: Nyheder om Samsung