Telia opgiver salg af mobilselskab
Nok er Telia Nordens største teleselskab, men de har alligevel opgivet at få deres, ellers succesrige, spanske lavprismobilselskab Yoigo solgt.
Telia ejer 76,6 procent af Yoigo og det var forventet, at et salg skulle indbringe Telia omkring en milliard euro, men det er ikke lykkedes at få så høje bud. Det skriver Business.dk.
Sidste år så det ellers ud til, at enten verdens største mobilselskab britiske Vodafone eller franske France Télécom var en oplagt køber af Yoigo, men sådan er det altså ikke blevet. Yoigo har fået mange kunder, som følge af den økonomiske krise, fra de store spanske teleselskaber. I januar i år fik de 85.000 nye kunder.
– ”Eftersom det ønskede mål ikke er nået, har vi afbrudt salgsprocessen og ser frem til at fortsætte med at udvikle selskabet,” siger Telias konstituerede topchef Per-Arne Blomquist.
Analytikere spår dog, at det i fremtiden måske er muligt at få selskabet solgt.
– ”Spanien er et ret hårdt marked for tiden, så måske er timingen simpelt hen gal for at få en pris, som er tilstrækkelig attraktiv,” siger Stefan Olsson fra Ålandsbanken.
Fortællingen fortsætter
Næste interessante artikel i sagen. mobilsiden holdt fast i sin interesse i tematikken. 19/3/2013 fulgte vi op med et indlæg omkring Telia klar med HBO Nordic til mobil-kunderne – Læs her. Meget er sket siden. Du kan klikke her for aktuelle nyheder om emnet..